Fynsk Fredag for Friborg
Kent Friborg havde en fin aften på Fyns Væddeløbsbane, hvor han vandt tre sejre i lige så mange starter
Kent Friborg blev Mr 100 % på Fyens Væddeløbsbane fredag aften med tre sejre i tre starter.
Hans vinde heste var Ronaldo Pape, Samson og Trophygirl,- heste, der på papiret havde pæne outsiderchancer, og som nu havde det held, der skal til at vinde.
Trophy Catch er i øvrigt fader til to af vinderne, Samson, der ejes og er opdrættet af Bjarke Thomsen og trænes af Kent Friborg samt Trophygirl, der ejes af Børge og Merete Bossen – Børge Bossen træner og Susanne Friborg har opdrættet.
Friborgs tredje vinder, Ronaldo Pape er efter Axis di Jesolo og ejes af Per Andersen og er opdrættet af Søren Pape Sørensen. Kent Friborg træner Ronaldo Pape.
Også John Køhler havde en fin aften med to sejre.
Først med Sunny Boy Lavec (Høvding Lavec), der ejes, trænes og er opdrættet af af John og Birgit Jørgensen samt med genopstandne Incanto (Love You), der ikke havde startet siden september måned i fjor.
Tyskfødte Incanto, der ejes af Knight Stable, leverede en meget stærk præstation, idet den gik i dødens hele vejen og alligevel kunne sejre sikkert foran længe førende Primas med Gordon Dahl.
Løbet om Poul Stripps Vandrepokal vandtes meget sikkert af favoritten Rockefeller (Duke of York) med Bent Svendsen.
Rockefeller, der ejes og er opdrættet af Lars Piper, blev sendt til spids efter 700 meters kørsel, og blev der let løbet ud.
Lidt pudsigt omkring at det netop var Bent Svendsen, der vandt Poul Stripp-løbet.
Stripp var nemlig kendt for at være meget fin til at få sendt sin hest hurtigt afsted i snorestart – akkurat som Svendsen er kendt som en meget hurtig starter.
På Stripps tid blev langt den overvejende del af løbene afviklet med snorestart og autostartløb fandtes kun om sommeren.