Fuldt hus og spændende foredrag
Arrangørerne kan igen i år melde om “Fuldt hus” til Hestesportens Galla 2014 på lørdag på Best Western Nyborg Strand.
– Jeg har ikke det nøjagtige antal, men vi bliver igen omkring 400 til Gallafesten lørdag aften, siger Galla-koordinator Lone Kristensen, som nærmest arbejder i døgndrift for at få de sidste detaljer på plads.
– Der er især mange unge mennesker og det synes jeg er en glædelig overraskelse, da det trods alt er dem, som skal føre sporten videre på længere sigt.
Udover afsløringen af vinderne i de første kategorier byder frokostarrangementet, der starter kl. 12.00, også på to foredrag ved hhv. Dansk Hestevæddeløbs direktør, Henrik Friis, og Det Danske Travselskabs direktør, Victor Feddersen.
Efter en pause på to timer åbnes dørene igen kl. 18.00 til den store Gallafest, hvor man bl.a. skal kåre Årets Træner (trav og galop), Årets Kusk, Årets Jockey og Årets Hest (trav og galop).