Formanden favorit til finalesejr
Fredag aften afvikler Jydsk Væddeløbsbane årets største amatørløb i Danmark – finalen i ATAK’s Fødselsdagsløb med en samlet præmiesum på 70.000 kroner – og bestyrelsesformand Karsten Østergård er kneben favorit.
ATAK står for Aarhus Trav Amatør Klub – en forening med 120 medlemmer – og fødselsdagsløbet har været kørt siden 1987. I år er der 33.000 kroner til vinderen.
– Vii kunne måske godt have kørt om 80-90.000 kroner, men i stedet har vi i bestyrelsen valgt at alle finaledeltagernes ejere får 1.000 kroner alene for at stille op samtidig med at det er gratis at starte i finalen, så man kan sige det er en win-win-situation for alle parter, siger ATAK’s bestyrelsesformand, Karsten Østergård.
– Det gælder også i trøstfinalen, hvor ejerne får 500 kroner . Endelig får alle de 24 finaledeltagere (12 i hvert løb) et gavekort til Veidelands Hesteudstyr. Det er fjerde år i træk vi kører med den model og der skal i en forbindelse lyde en stor tak til vores sponsorer, som støtter op omkring ATAK og gør det muligt for os at afvikle Danmarks største amatørløb.
En rigtig dygtig hest
Karsten Østergård har selv to heste med i A-finalen, Sweet Little Dryad og Power Rosenlund. Førstnævnte køres af Dennis Olsen, mens Karsten Østergård selv sidder op bag Power Rosenlund, der har fået programmets vindertips og det er ikke helt forkert vurderet:
– Det er en rigtig dygtig hest, men vi har jo 40 meters tillæg og der er ikke noget, der er i givet i den slags løb, siger Karsten.
Power Rosenlund er seks år, men begyndte først at starte i midten af 4-årssæsonen og siden er det foreløbig blevet til syv sejre i 21 starter.
– Han hang ikke rigtig sammen som unghest og derfor tog jeg den med ro, men Power Rosenlund har udviklet sig til den nok mest komplette hest jeg nogensinde har haft. Han kan det hele og kommer helt sikker til at tjene gode penge fremover, også selvom han skulle gå hen og få 33.000 ”på nakken” på fredag, siger Karsten Østergård, som har næsten 20 løbsheste i stalden, hvilket er flere end mange professionelle travtrænere.
– Jeg arbejder som lastbilschauffør, men gør bare lidt mere ud af det end de fleste andre amatørkuske. Det er dog ikke muligt uden mit team – en blanding af familie og gode venner – som hjælper med at få det hele til at fungere. De sidste to løbsdage i Århus har vi f.eks. startet ni heste og den kommende weekend har vi i alt 10 heste til start, og det kan jeg trods alt ikke klare alene, smiler Karsten Østergård, som har været amatørchampion på hjemmebanen 11 gange siden 1988. Inden fredagens løb er han noteret for fem sejre på JVB i år – en mindre end Flemming Degn, som også har et godt kort i finalen i Rondo Byrds, der i med syv sejre er klart førende i kampen om titlen “Årets Travhest 2013” på Jydsk Væddeløbsbane.