Flyvende start på The Big M
USA største travbane, The Meadowlands der for blot halvandet år siden var meget tæt på lukning, er kommet stærkt fra start i 2013 og omsætningen er steget med 25% i forhold til i fjor.
Nu er det jo altid lettere at skabe fremgang fra noget, der nærmest var gået i stå, men alligevel er den fremgang, som der for øjeblikket registreres på The Big M værd at bemærke.
Der spilles nemlig ikke blot for mere – trænere og hesteejere er i stort tal vendt tilbage til banen, og det betyder større og bedre felter.
Desuden har man ”lokket” storspillere til banen ved at tilbyde dem rabat på deres spil – og det hele – større felter og storspillere på plads – er med til at skabe en positiv trend, der kan gøre The Meadowlands til en af verdens mest betydende travbaner igen.
Bygningen af den nye tribune modsat den eksisterende tribunebygning er fortsat i gang, men det forventes først at byggeriet er klart til at tage i brug til sæsonen 2014.