Flot opbakning til Lundens bestyrelse
Med 85 stemmer for og 20 imod fik den siddende bestyrelse – Peter B. Wilhelmsen, Jesper Z. Andersen, Karsten Bønsdorf og Jørgen Stehlis – en flot opbakning fra medlemmerne på aftenens ekstraordinære generalforsamling i Det Danske Travselskab.
Bestyrelsen var villige til at fortsætte arbejdet, men ønskede efter den senere tids uro, hvor tre personer forlod bestyrelsen i protest mod formanden, generalforsamlingens opbakning og de 110 stemmeberettigede medlemmer var altså godt tilfreds med ovennævnte kvartet.
Bestyrelsen havde fremsat et forslag om at antallet af bestyrelsesmedlemmer ændres til fem mod de nuværende syv, men det forslag blev nedstemt (60 for/52 imod) og derfor skulle der efterfølgende vælges tre nye bestyrelsesmedlemmer.
Her blev Allan Bo Rasmussen, Alex Haagensen og Anders Lou Hendriksen valgt uden modkandidater.
Derudover blev Lars Trap og Claus Wagner valgt som bestyrelsessuppleanter.
Tilfreds formand
Peter B. Wilhelmsen fortsætter dermed som formand for Det Danske Travselskabs bestyrelse og det var en tilfreds formand, som TravService.dk mødte umiddelbart efter generalforsamlingen.
– Nu har medlemmerne talt og jeg synes det var dejligt med den store opbakning, siger Peter Wilhelmsen, som måtte lægge øre til megen kritik fra de nu tidligere bestyrelsesmedlemmer.
– Det var jeg selvfølgelig forberedt på, og som jeg sagde i min egen fremlæggelse, har jeg også hørt rygterne og beskyldninger om, at jeg bl.a. har forfordelt mit personlige netværk med arbejdsopgaver. Men jeg mener at man skal gøre tingene med rettidig omhu og det gælder begge veje, forstået således at jeg aldrig kunne finde på at tilbyde nogle arbejdsopgaver til en fra mit netværk, hvis der er andre, som kan gøre det bedre og billigere. Jeg har aldrig skjult noget og ved at jeg kan stå inde for det, der skal laves til den pris der er garanteret.
– Det var også takket være mit netværk, at vi i løbet af kort tid efter jeg startede som bestyrelsesformand, fik solgt seks skilte, incl. Tuborgsvinget. Og det kunne kun lade sig gøre fordi jeg har et stærkt netværk, der er interesseret i at bakke op om Lunden.
– Nu drejer det sig om at komme videre, men jeg synes det er ærgerligt at vi skulle nå så vidt og håber ikke det gentager sig. Det er uholdbart for Det Danske Travselskab, og hvis der er noget vi er uenige om, må vi afklare det internt i stedet for at det ender med det, som jeg i denne her sag har betegnet som personfnidder, slutter Peter B. Wilhelmsen.
Foto: Det Danske Travselskabs nye bestyrelse. Stående f.v.: Anders Lou Hendriksen, Allan Bo Rasmussen, Peter B. Wilhelmsen, Karsten Bønsdorf. Siddende f.v. Jørgen Stehlis, Alex Haagensen, Jesper Z. Andersen.