Flot debut af ”danskeren”
Den 3-årige hoppe med verdens bedste afstamning, Tast of Bourbon debuterede tirsdag aften på Vincennes i et Gruppe III-løb og blev nummer to efter en stærk indsats.
Danskregistrerede Tast of Bourbon (Donato Hanover – Qualita Bourbon) fik ingen let indledning på sin væddeløbskarriere, da den tirsdag aften startede i Gruppe III-løbet, Prix Fama over 2700 meter.
Men Tast of Bourbon var velforberedt og opførte sig som en erfaren væddeløber med Jean Pierre Dubois i sulkyen.
Efter en overgang at have ført blev det til dødens, og det så ud til, at Jean Pierre Dubois på opløbshjørnet havde styr på løbet.
Ned gennem opløbet stred Tast of Bourbon tappert og var på vej mod sejren, da hollandske Danae F Boko (Ken Warkentin) med Robin Bakker kom flyvende og sejrede med en halv længde for Tast of Bourbon – begge fik noteret 1.15.8/2700 m.
Tiden må være den hurtigste notering nogensinde for en danskregistreret hest i voltestart!!
– Jean Pierre Dubois tror meget på denne hoppe, og det er meningen, at den skal starte på Solvalla. Derefter er der et stort løb på Enghien, og endelig er det meningen hun skal starte i Dansk Trav Kriterium, siger min franske kollega Fabrice Theill.
Fotos af Gerad Forni