Flemming Jensen-festival på Åby
Flemming Jensen forrygende kørende med fire sejre på Åby.
Sidste torsdag sikrede Nantucket og Johnny Takter årets første sejr på Åby til Team Jensen og i aften var “Ismanden” selv i hopla med fire sejre i syv starter.
Første sejr kom med Sonof Montechristo (Ken Warketin), der efter en fin afslutning gik frem til sikker sejr i tiden 1.13,1a/1640 meter. Der var 30.000 SEK til vinderen, der tog sin første sejr for Flemming Jensen efter at have vist gryende storform de sidste par starter.
Tre løb senere var Aalborg-træneren igen på pletten – denne gang med Pay Attention T M (S J’s Photo), der sluttede forrygende af og til slut fangede Runaway Gardenia med Kenneth Nielsen, som var toneangivende undervejs (1.12,4/500 meter og 1.14,4/1000 meter). Pay Attention fik 30.000 SEK for sejren.
Tredje sejr kom med Even’s First Boy (Ken Warkentin), der kom frem til dødens med 650 meter tilbage og siden gik forbi til let sejr i tiden 1.13,9a/1640 meter.
Flemming Jensen afsluttede en stor aften i 10. og sidste løb med Alwoods Playmaker (Super Arnie), der ikke havde gjort det store væsen af sig i sine første starter for Team Jensen, men i aften kom sejren altså i et såkaldt P22-løb for heste med under 500 startpoint. Alwoods Playmaker fik et optimalt løb i ryg på den førende Dancing Pride det meste af løbet – blev trukket ud i andet spor i opløbssvinget og kunne på de sidste meter gå forbi til sejr i tiden 1.16,2a/2140 meter.
For de to sidstnævnte heste vedkommende var der også tale om første sejr i Flemming Jensen-regi. Førstepræmie hhv. 20.000 og 10.000 SEK.
Foruden Flemming Jensen og Kenneth Nielsen var Morten Friis og Peter Ø. Andersen også på plads på Åby med en lille håndfuld heste. Bedst gik det for Super Grace og Race Cowboyland, der begge blev nummer tre.