Fjerde på stribe?
Aboy From Above er stadig ubesejret for Lunden-amatøren Allan Bo Rasmussen, som i dag på Fyn jagter fjerde sejr på stribe med den hollandskfødte hest.
Parret skal ud i aftenens 3. løb, hvor den på papiret værste modstander bliver Pindus med Flemming Degn i sulkyen.
– Vi har stor respekt for Pindus, der er en virkelig god hest med “hår på brystet”, indleder Allan Bo Rasmussen, som udtaler flg. om chancerne til Royal Canin Arenas hjemmeside:
– Han gik det bedste vi har oplevet med ham senest og vandt let. Han viste dermed fremgang, men det vidste jeg godt, da han op til den start var behandlet i et forknæ. Han har efter sejren senest virket fin i træningen og jeg forventer han leverer en lignende præstation som senest. Det er klart at jeg har respekt for Pindus, der er en rigtig god hest, men mon ikke også den har respekt for os? Taktikken har jeg ikke rigtigt lagt op, da Nine One One K D som regel køres i spids, men min hest er ikke specielt hurtig fra start – dog er spor 1 en stor hjælp. Min fornemmelse er at han nok er bedst fra ryg, men nu må vi se og uanset hvad kommer vi til Odense for at være med i kampen om sejren.
Slidt efter hård sæson
Allan Bo Rasmussen købte 5-årige Aboy From Above i Holland kort efter nytår. Det blev til sejr i debuten på Lunden d. 19. februar og siden er fulgt yderligere to sejre – senest på hjemmebanen i rekordtiden 1.15,7/2020 meter.
– Jeg har et tæt samarbejde med Nicole Marsing, som har nogle bekendte hos den hollandske træner Hugo Langeweg og de anbefalede Aboy From Above varmt, så vi købte den faktisk ubeset. Men den havde også været matchet mod Breeders Crown i Holland, så vi vidste den var god, selvom den ikke kunne være med i finalesammenhæng, siger Allan Bo Rasmussen.
– Den var lidt slidt efter en hård 4-årssæson og er blevet behandlet efter vi fik den til Danmark, men det lader til vi har gjort det rigtigt for han er faktisk ubesejret i fire starter, idet han også vandt rutineløbet.
Træningscenter i Hedehusene
Allan Bo Rasmussen og hustruen Katrine – alias Stald Alvika – har indrettet træningscenter i Hedehusene ved Roskilde, ca. 35 km vest for Charlottenlund Travbane, med bl.a. en 850 meter ligeud-bane og en 350 meters galopsandbane.
– Sandbanen er lavet med rigtigt strandsand efter anvisninger fra Flemming Jensen. Der er 20 bokse på gården, hvoraf vi selv anvender halvdelen, mens resten udlejes, siger Allan.
– Vi har et tæt samarbejde med Nicole Marsing og hendes kæreste, Lunden-amatøren Søren Demant Andersen, som begge skal op til trænereksamen til februar. Herefter er det planen at de begge skal være professionelle, men den tid den glæde.
Aboy From Above og Allan Bo Rasmussen sammen med Søren Demant Andersen
48-årige Allan Bo Rasmussen har i dag travsporten som hobby ved siden af sit IT-konsulentfirma, Alvika Konsult, der i øvrigt er sponsor for Alvika Konsult Amatørmesterskab med finale på Derbylørdagen.
– Men for efterhånden mange år siden var det travsporten, der talte. Jeg startede som staldmand hos Finn Frederiksen på Lunden og har desuden været hos John A. Jensen, Axel Jacobsen og Henning Fink, inden jeg i 1990 rejste til Sverige, hvor jeg i tre år var privattræner for Stall Safir (Bravo Sund, Foolish Crown m.fl.). Jeg vandt bl.a. syv V75-løb som træner. Det var en rigtig sjov tid, men da jeg vendte hjem til Danmark besluttede jeg mig for at prøve noget andet – det blev altså IT-branchen og det har jeg aldrig fortrudt, slutter Allan Bo Rasmussen.