Fine 2-åringer på Valla
På Solvalla blev der vist fin sport i de fire løb for 2-åringer, der var solgt eller havde været fremstillet på Trottex-auktionerne i Sverige i 2010 – hvert løb var doteret med 250.000 SEK.
I aften indledes Sverige’s største åringsauktion, Kriterie-auktionen i Stockholm.
For at øge interessen for at købe en åring på en af disse auktioner, der arrangeres af den svenske opdrætterforenings auktionsfirma, Trotttex har man indført to løbsserier, en for 2-åringer og en for 3-åringer og hver med en samlet præmiesum på 1 million kroner.
Kun heste, der har været fremstillet på Trottex-auktioner – det gælder også internetauktioner- kan anmeldes til løbene.
Det er andet år dette system med auktionsløb findes, og i aftes blev der afviklet fire løb på Solvalla for 2-åringer – hver med 250.000 SEK i samlet præmiesum.
Og der blev vist fin sport.
Hurtigst var den finskejede hoppe, Creme Brulee (Mealnes du Corta), som sejrede suverænt for sin træner Tomas Korvenoja i 1.15.2a/1640 – det var hendes anden sejr – debuten gav sejr i 1.16.0/1640 m volte på Romme. Creme Brulee kostede 130.000 SEK – i aftes fik hun 125.00 SEK i præmie.
Næsthurtigste vinder var hingsten, American Idol (Dream Vacation) med Ulf Ohlson i 1.16.0a71640 m – han kostede i fjor 110.000 SEK.
Split Brodde (Banker Hall) med Kaj Widell tog den anden hingste-afdeling i 1.16.5a/1640 m – den kostede i fjor 55.000 SEK og har nu i fem starter tjent 170.000 SEK.
Her var Svend Dyhrberg nummer to med Quickfire (Infintif) slået med hals i samme tid – den kostede i fjor 40.000 SEK. Har nu startet fire gange med 2 anden- og to tredjepladser som resultat og i alt 111.000 SEK i præmier!
Den fjerde vinder opnåede slet intet bud på kriterieauktionen i fjor!
Det var Kaisi Southwind (From Above), som træner Åke Lindblom købte nogle uger senere og det har han sikkert ikke fortrudt – nu har hun startet to gange og vundet hver gang, og i penge er det blevet til 150.000 SEK – i aftes løb hun 1.16.5a/1640 m.