Femteplads til Obi Wan
Obi Wan klart godkendt i C.L. Müllers Memorial.
Obi Wan formåede ikke at true On Track Piraten, men var alligevel meget positiv i dagens storløb på Jägersro, hvor det blev til en hæderfuld femteplads i tiden 1.13,4a/2640 meter efter en fin afslutning.
Efter en rolig start og et anonymt løb i femte par udvendig, blev Obi Wan skiftet til andet spor ind i sidste sving, og mellem heste sluttede Flemming Jensens hest fint af ikke langt efter vinderen.
Femtepladsen gav 35.000 SEK.
Flemming Jensen var også på plads i Sølvdivisionen med No Deal, der efter et løb sidst i feltet blev sendt afsted i tredje spor med 900 meter tilbage.
No Deal fik ryg på Nothing But Class (Peter Untersteiner), men foran styrede Kihlström løbet med favoritten Pojke Kronos og efter en afslutning i 10-tempo de sidste 600 meter formåede den danske ekvipage ikke at blande sig i afgørelsen. Pojke Kronos vandt sikkert i tiden 1.12,9a/1640 meter, mens No Deal sluttede på femtepladsen (10.000 SEK) i 13,4.
Steen Juul-trænede News Of Hanke med Thomas Uhrberg blev nummer seks (7.000 SEK) i samme tid efter et løb i tredje par indvendig hele rejsen.
Endnu en dansk sejr
Vi noterede endvidere sejr til danskopdrættede, men svenskejede Shogun D K (Gentle Star), der var overlegen for Linda Allercrantz i lærlingeløbet i tiden 1.12,5a/1640 meter. Mikael Pilenberg-trænede Shogun D K fik 40.000 SEK for sejren. Der var i øvrigt også dansk på andenpladsen i skikkelse af Rubinstein med Kasper K. Andersen.