Favoritter på Lunden
MT Guzzinati afviser Royal Simoni
Favoritterne indfriede forventningerne på Charlottenlund Travbane onsdag eftermiddag og gevinsten for 5 rigtige blev blot 351 kroner
I tre af afdelingerne var det de mest afkrydsede heste, der sejrede, nemlig M T Guzzinati, O’Malleys Tøs og Nok’en Frækkert.
M T Guzzinati (Lindy Lane) med Birger Jørgensen var dagens næststørste favorit – afkrydset på 78% af kuponerne, men til gengæld den af favoritterne, der måtte kæmpe mest for sejren.
Det var Royal Mastery (Mastery) med formkusken Rene Jonassen, der bød storfavoritten trods og en overgang så det ud som om, at det skulle lykkes.
Til slut var M T Guzzinati imidlertid stærkest og sejrede rimeligt sikkert i 1.15.3a/2000 m.
O’Malleys Tøs (Smasher) med Max Nielsen var i spids fra start og havde de ikke store problemer med at hjemføre sejren foran en godt afsluttende Picobal (Juliano Star) med Jeppe Juel.
Dagens mest imponerende præstation stod Nok’en Frækkert (Mastery) med Arvid Olsen for. Fra spor 5 var Nok’en Frækkert i spids efter 250 meters kørsel og derefter løb den sit eget løb.
Obelix Mølgård (Carmody Lobell) med Morten Friis forsøgte at hænge på, men var chanceløs og Nok’En Frækkert sejrede ukørt i 1.12.1a/1600 m – årets hidtil hurtigste tid i Danmark.
Prada Dirt (Buvetier d’Aunou) med Christian Clausen indledte V5-spillet med en sikker sejr, selv om den måtte løbe meget af løbet med et punkteret sulkyhjul!
Prada Dirt har ofte smidt topplaceringer væk ved galop, men hesten har afgjort en stor motor, og bliver spændende at følge i fremtiden.
En stærk præstation lavede den 4-årige hoppe Raise Your Best (Muscles Memory) for Jeppe Juel. Raise Your Best måtte gå den tunge vej ude i sporene, men var alligevel stærkest i opløbet, hvor den sikkert nedkæmpede dagens største V5-favorit, Pouline Byvang med Birger Jørgensen, der førte undervejs – vindertiden 1.15.7/2020 m.
|