Farvel til Nina
Fredag den 30. november havde Nina Risgarth sidste arbejdsdag i Hestesportens Hus og skal nu i gang med et velfortjent otium – selv om damen sikkert gerne havde fortsat nogle år endnu på pladsen!
Nina Risgarth har siden Hestesportens Hus blev etableret i 1996 været den søde dame i telefonen, der på bedste vis har søgt at hjælpe dig med at finde den rette person til at besvare dit spørgsmål, eller taget imod din besked.
Men Nina’s virke inden for travsporten går meget længere tid tilbage.
Allerede som ung pige begyndte hun at komme på travbanen og deltog flittigt i træning hos Eyvind Schnells stald på Amager Travbane, og da denne bane blev nedlagt, og Schnell flyttede til Skovbo var Nina fast hjælp i stalden på løbsdagene.
Nina deltog også med stor interesse i TU-løbene, der dengang blev arrangeret på såvel Skovbo som på Lunden. TU-begrebet eksisterer desværre ikke mere – fra midten af 50-erne og frem til 80-erne, var TU-foreningerne rundt om på banerne en vigtig del af fødekæden inden for travsporten.
TU står for Travets Ungdom.
I mange år var Nina Risgarth også den smilende og venlige dame i Charlottenlund Travbanes Informationsbod, men da krisen kradsede på et tidspunkt i 90-erne, blev jobbet nedlagt, og selv om man siden indså, at funktionen var nødvendig, så kom Nina aldrig tilbage.
Da Hestesportens Hus blev etableret i september 1996 var Nina Risgarth med sin store indsigt i såvel trav- som galopsporten et oplagt emne til pladsen i receptionen.
Dengang var der op mod 40 ansatte i Hestesportens Hus, som receptionen skulle betjene -nemlig de ansatte hos DanToto, Dansk Galop, Væddeløbsbladet og Dansk Travsports Centralforbund.
Nu er der kun Dansk Travsports Centralforbund og Dansk Galop tilbage.
Udover at betjene telefonomstillingen så har Nina Risgarth også stået for den interne postomdeling – og hun har ofte gået ”the extra mile” for at finde den rette modtager.
Der er ingen tvivl om, at Nina Risgarth vil blive savnet i Hestesportens Hus – og ikke mindst af de mange der henvender sig.
Elsebeth Staunsholm fra Charlottenlund Travbane’s sekretariat havde fredag arrangeret er ”farewell party” for Nina og det er herfra billedet af den begavede nu pensionist stammer.
Fra Travservice.dk skal lyde de varmeste ønsker for fremtiden til Nina, der sikkert vil få lidt svært ved at sætte tempoet i det daglige nu, hvor hun skal være pensionist.