Farligt at klage over dommerne
Der er ofte kritik af dommernes kendelser på de danske væddeløbsbaner, men når der først er dømt, er der som regel ikke meget at gøre. Sådan var det også i de go’e gamle dage.
Travservice.dk bringer i øjeblikket en række nostalgiske artikler og små historier, hvor vi ser tilbage på dansk travsport for 50 år siden og i “Væddeløbs-Tidende” fra januar 1964 faldt jeg bl.a. over en notits, hvor Lunden-træner Per Hansen havde haft et sammenstød med dommerkommiteen på hjemmebanen:
På Charlottenlund Travbane fik træner Per Hansen sidste søndag en bøde på 100 kr. for uregelmenteret brug af pisk på Elite Olympia. Han brugte pisken fra siden og indover hesten, i stedet for som løbsbestemmelserne foreskriver i løbsretningen. Per Hansen hævdede, at han ikke havde generet nogen med sin piskeføring, og han derfor burde være sluppet med en advarsel.
Det mente dommerne imidlertid ikke, og da man man som bekendt ikke kan irettesætte dommere, og da Per Hansen burde vide, at en dom er en dom, fik han yderligere en bøde på 200 kr. Det er ikke sådan når temperamentet tager overhånd.
Så ku’ han lære det!
Som en lille “krølle” på historien kan nævnes, at Per Hansen efter han stoppede som træner, blev ansat i Det Danske Travselskab og i den forbindelse havde sin gang i dommertårnet på løbsdagene.