Fantomløb af Rebus
Flemming Reinholdts Rebus imponerede stort for Knud Mønster i Dantotos 3-års Sprint, hvor Ganyméde-sønnen trods en stenhård åbning i 1.08-tempo holdt hjem til sikker sejr i tiden 1.13,7a/1600 meter!
Rebus tog spids fra start, men fik snart Rolex Boy frem udvendig og Bent Svendsen bag sidstnævnte var fast besluttet på at overtage føringen. Knud Mønster valgte dog at svare spidsen og så blev der kørt væddeløb: 1.08,9 de første 500 meter!
Rolex Boy blev kort efter bakket ned i ryg og midt på bagerste langside kom Rudwicksquarebarn frem som første hest i andet spor. Kilometeren blev afviklet efter mere beherskede 1.12.
Mange ventede sikkert at Rebus ville få mælkesyre i benene til slut, men hesten holdt på imponerende vis hele vejen hjem til sikker sejr i tiden 1.13,7a/1600 meter foran Rudwicksquarebarn og Rolex Boy, der også gik et topløb efter den hårde åbning.
Vindertiden er en tangering af Mac Wees banerekord for 3-årige hingste og vallakker.
– Han gik et godt løb og det er egentlig stærkt gået efter sådan en lang rejse sidste søndag, sagde Knud Mønster med henvisning til Rebus’ start på Bjerke på Oslo Grand Prix-dagen.
– Jeg vil ikke sige han ikke var træt, men han bliver lidt magelig når han løber foran. Jeg kunne tage op i ham efter 6-700 meter fordi han er så flegmatisk, men kunne godt have svaret lidt længere. Han har jo været med blandt de bedste hele tiden, men i fjore matchede vi ham hårdt i 2-årsløbene og derfor toppede han en måned for tidligt. Jeg håber han gør det godt i år. Det er en god hest, som Flemming Reinholdt jo selv har opdrættet, men alle hans heste er jo i princippet til salg.