Også double til Falsig
Fynske Bo Falsig, der er træner på Åby Travet, blev dagens mand med to sejre med danskopdrættede heste, da hjemmebanen i dag havde lunchtrav på programmet.
Første sejr kom med Perfect Stranger. Parret sad i andet par udvendigt det første stykke vej. Angrebet blev sat ind med 800 meter igen, kom frem udvendigt på førende Motowns Muscot, koblede grebet på denne og forsvandt væk til overlegen sejr.
Vindertiden blev 1.17,7a/2140 meter. Førstepræmien var på 20.000 SEK.
Perfect Stranger (Arcduke Kemp) er opdrættet af Ole Madsen, og ejes nu i Sverige af Bullbiet HB, Sävedalen.
Det var vallakkens femte start, der nu har givet én sejr, to andenpladser og én tredjeplads. “Den perfekte fremmede” har nu tjent 54.000 SEK.
I dette løb sad Pippi Gammelsbæk i fjerde par indvendigt for Jeppe Juel. Hoppen pullede alle kræfterne bort, og havde udspillet sin rolle med 500 meter til mål.
Niagara F.H. blev Falsigs anden vinder. Parret sad i tredje par udvendigt undervejs. Med 800 meter til stregen blev angrebet sat ind, og 300 meter senere var parret i spids. Herefter var tale om ren opvisning.
Niagara F.H. (S.J.’s Photo) vandt i tiden 1.14,8a/1640, og fik 25.000 SEK. for sejren.
Den 6-årige vallak er opdrættet af Erik de Fønss, og ejes af Bo Falsig mfl. Det var Niagara F.H.s fjerde sejr i 18. forsøg. Præmiekontoen er nu over 175.000 SEK.