Eventyrlige Prins Foldager
Torsdag aften vandt Prins Foldager sin femte sejr på Billund Trav i denne sæson og blev dermed Årets Hest. Det er lidt af et eventyr med denne 5-årige vallak, der var væk fra løbene i halvandet år, men som er vendt stærkere tilbage end nogensinde før.
Prins Foldager indledte sin march mod titlen, Årets Hest på Billund Trav den 23. august, da den vandt med Rene Kjær i sulkyen.
De to næste starter resulterede også i sejre – nu med Henrik Lønborg ved roret, og efter tre placeringer kom Rene Kjær atter i sulkyen bag Granat Hjordal-sønnen her i december, hvor det blev til to sejre.
Dermed blev årsresultatet for Prins Foldager på 10 starter: 5 sejre og 1 tredjeplads og 27.250 kroner i præmier.
Men hertil kommer så bonussen på 10.000 kroner, der følger med titlen Årets Hest.
Prins Foldager ejes af Stald Grindsted og trænes af Gitte Madsen, der fik hesten i sin varetægt for omkring et år siden.
– – På det tidspunkt var det tydeligt, at hesten ikke var kurant, og i stedet for at begynde at lappe på ham, lod jeg ham gå og i stedet lade naturen ordne problemerne, fortæller Gitte Madsen.
Den 12. juli var Prins Foldager klar til løb, og han blev godkendt i 1.19.5/2020 meter for Jan Tranholm.
Da var det halvandet år siden, Prins Foldager sidst havde været til start.
De to første starter var dog ikke den store succes, men så begyndte det at flyde for Prins Foldager, der fra den 23. august og frem til nu vandt fem sejre.
– – Jeg tror, at han fortsat vil kunne klare sig godt i løbene, fortæller Gitte Madsen. – Til at begynde med, kunne Prins Foldager være meget hidsig, men nu har han lært at slappe af i løbene. Han bruger sig ikke unødig nu. Hvis han har spids, og kommer der en bagfra, så svarer han – det viser at han har et godt væddeløbshoved.
– – Nu får han lidt ekstra penge på nakken i form af de 10.000 kroner, der følger med titlen Årets Hest, men jeg tror ikke, at han får problemer med at klare sig – det er en hest med en god udvikling i sig, og han burde stå med en meget højere startpræmiesum end han har i dag.
– – Hvis ellers Prins Foldager fortsat er frisk, så starter han igen den 6. januar, og derefter kan det være at jeg tager ham med rundt, hvis der er passende opgaver til ham – ellers skal han have lidt fri, siger Gitte Madsen.
For Gitte Madsen har Prins Foldager og titlen Årets Hest været lyspunktet i en sæson, hvor det meste ellers er gået galt.
For første gang i flere år runder stalden ikke millionen i indkørte præmier – ja, med kun 355.000 kroner er det næsten en million mindre end i fjor!
– – Det har været et surt år, og det har været meget opad bakke. Picasso Sisa måtte aflives, Magic Sisa har kun startet få gange, og jeg blev ikke overrasket, da han i søndags blev groft generet af en galoperende konkurrent – for sådan har det bare været hele året. Også Rambo Flex har haft et møgår, hvor den gang på gang har trukket et elendigt startspor.
– – Men jeg har været i denne sport i så mange år, at jeg ved ,at det går både op og ned, og nu håber jeg på at 2013 bliver bedre – ja, det kan jo næsten ikke blive værre, slutter Gitte Madsen, som netop har udvidet stalden med Sensei Bob, der hidtil har været hos Ole Bender.