Eventyret om Tano Bork
Hestesportens Galla 2014 blev det helt store gennembrud for anpartsstaldene. Både White Russian (Årets 2-åring) og Tano Bork (Årets 3-åring og Årets Hest) har mange forskellige ejere, og især for sidstnævntes ejerkreds blev Gallaen en uforglemmelig oplevelse.
– Der var vild tavshed lige inden kåringen, men da kuverten blev åbnet og Tano Bork blev afsløret som Årets Hest brød jubelen selvfølgelig løs!
Jan Hansen (yderst til venstre på ovenstående foto med orange skjorte) – formand for Stald Tano Bork – har kun lige fået armene ned efter lørdagens Galla på Nyborg Strand Hotel, hvor den succesrige anpartsstald kunne glæde sig over endnu et par triumfer. Først blev Tano Bork kåret som Årets 3-åring og senere på dagen løb den nu 4-årige hingst også med titlen som Årets Travhest – for næsen af White Russian Stelton og Montgomery Hill.
– Jamen, det ER jo lidt af et eventyr, det her, siger Jan til Travservice.dk.
– Tano Bork har tjent så mange penge, at der var råd til at invitere alle 20 anpartshavere med ledsager til Galla med overnatning på Nyborg Strand Hotel, og vi havde en fantastisk tur. Der var desværre syv, som ikke havde mulighed for at tage med, men vi var i alt 13 anparter repræsenteret og sad ved to borde i salen, så vi fyldte godt i selskabet.
– Den succes vi oplevede er selvfølgelig med til at forstærke indtrykket, men jeg synes det var et perfekt arrangement og det er bestemt ikke sidste gang jeg har været til Galla.
Alle gode gange tre
Historien om Tano Bork går tilbage til 2008, hvor Jan Hansen var en af de 20 anpartshavere, der gik sammen om Ovita Bork, men uenighed i ejerkredsen betød, at projektet overordnet set ikke var nogen succesoplevelse – som Jan Hansen formulerer det.
– På en generalforsamling var vi i alt seks personer, som brød ud og i stedet stiftede en ny anpartsstald omkring Santana Bork, der gav os mange dejlige oplevelser. Hun vandt bl.a. Jydsk 2-årings Grand Prix og den dag sagde Villy Christensen (manden bag Blåbjerg-hestene og medopdrætter af Bork-hestene), at de havde en hjemme i stalden, der var endnu bedre. Det var Tano Bork og enden på historien blev, at vi også købte ham og lavede en ny anpartsstald, hvor 10-12 af Santana Bork-ejerne gik med, fortæller Jan Hansen.
– Tano Bork kostede i sin tid 150.000 kroner, hvoraf 80.000 blev betalt kontant og de resterende 70.000 fik vi på vilkår, dvs. de skulle først falde når hesten begyndte at tjene penge – og det har han jo heldigvis gjort i stor stil.
– Tano Bork (der som Ovita Bork og Santana Bork også er efter Frederikke Bork) er delt op i 20 anparter, men vi er reelt 22 forskellige personer om hesten og er spredt over hele landet – samt Norge. Jeg selv bor i Korsør.
– Som formand skriver jeg en mails til de andre anpartshavere hver gang jeg taler med Christian Lindhardt om forskellige ting, og meget ofte kommer der en respons, så jeg har en del kontakt med alle de andre i stalden. Jeg synes vi har et rigtig godt fællesskab i stalden og der er altid rigtig mange på plads når Tano Bork starter. Jeg var desværre forhindret i at tage med til Norge pga. arbejde, men der var da en håndfuld anpartshavere foruden opdrætterne, som tog derop og jeg er sikker på, at de havde en fest.
Ærespræmierne fra bl.a. Europæisk 3-års Championat og statuetten fra Hestesportens Galla befinder sig pt. hos Jan Hansen, men ellers er det planen at der skal trækkes lod blandt anpartshaverne om alle ærespræmier m.m.
Det’ gratis
Tano Bork har til dato tjent 973.997 kroner, så der er ikke længere behov for at indbetale det månedlige kontingent.
– Det er efterhånden nogle måneder siden vi stoppede med indbetalingerne og vi har også besluttet at 2014 skal være et gratis-år, siger Jan Hansen.
– Stalden omkring Santana Bork blev opløst efter 4-årssæsonen, men i og med at Christian Lindhardt tror så meget på Tano Bork, er det ikke sikkert at Stald Tano Bork nogensinde blive opløst. Christian mener jo, at han har kapacitet til at gå op i Gulddivisionen, men der er mange tanker og drømme i øjeblikket.
– Det er endnu ikke fastlagt hvornår han skal sæsondebutere her i 4-årssæsonen, men Tano Bork er bl.a. inviteret til et løb i Norge den 17. april og det kunne meget vel blive hans første start i år. Musketerdagen i Skive (27. april) er også en mulighed.
Lillesøster er længere fremme
Successen med Santana Bork og Tano Bork har givet anpartshaverne blod på tanden og flere er nu gået sammen om endnu et Frederikke Bork-afkom, den 2-årige hoppe Anne Bork, der er helsøster til Tano Bork.
– Anne Bork er også delt op i 20 anparter og godt halvdelen er gengangere fra Stald Tano Bork, siger Jan Hansen.
– Jeg har selv “lokket” et par kammerater med, som ikke vidste en disse om travsport på forhånd, men det gør de så nu. En af dem har en bodega og han har købt to anparter, der vil blive delt op i yderligere et antal mindre anparter blandt bodegaens kunder, så der skal nok komme gang i den når hun engang kommer til start.
– Man skal selvfølgelig være forsigtig med at tage munden for fuld, men sidst jeg talte med Christian, sagde han, at Anne Bork på nuværende tidspunkt er længere fremme end Tano Bork var på samme tidspunkt som 2-års, så det bliver rigtig spændende at følge hende fremover.