Endnu en storløbssejr til Raffin
Franske Eric Raffin, der lørdag vandt Åby Stora Pris samt var nummer to i EM for 5-åringer, fortsatte successen søndag eftermiddag på Vincennes, hvor han vandt to sejre – heriblandt det klassiske Prix de Normandie, der er doteret med 240.000 Euro.
Eric Raffin både kører og rider, og gør det med stor succes.
Efter søndagens løb på Vincennes har han iflg. Paris Turf vundet 152 sejre i år og indkørt/indredet præmier til et samlet beløb af 5.626.910 Euro. Eric Raffin er førende monté-jockey med 42 sejre, mens hans 110 sulkysejre placerer ham på en tredjeplads
Prix de Normandie er et montéløb for 5-årige heste, og her red Raffin hoppen Save the Quick (Jasmin de Flore), der er staldkammerat med løbets favorit, Scipion du Goutier (Goetmals Wood) med Franck Nivard.
Scipion du Goutier kom imidlertid aldrig ind i løbet og sluttede på en fjerdeplads i 1.15.1/3000m – et godt stykke efter Save the Quick, der sejrede sikkert for Eric Raffin i 1.14.0 foran endnu en hoppe, Scolie de Bassiere (Baccarat du Pont) med Mathieu Abrivard i 1.14.1.
Der var 120.000 Euro i førstepræmie til Save the Quick, der nu har tjent 563.995 Euro i karrieren.
Søndagens anden sejr til Eric Raffin var i et sulkyløb, hvor han bragte Saphier Gede (Diamant Gede) til sejr i 1.16.1/2700 m . her var der 19.000 Euro i førstepræmie.
Verbeeck overraskede
På søndagens program på Vincennes stod endnu en klassisker, nemlig Prix de l’Etoile, hvor der også var en samlet præmiesum på 240.000 Euro.
Løbet havde deltagelse af ni 3-åringer og en 4-åring – denne, Treskool du Caux (Kool du Caux) skulle give 3-åringerne 50 meter forud.
En svær opgave!
Eric Raffin sad favoritten Uncaring (Nice Love), der imidlertid galoperede og blev diskvalificeret.
I opløbet så det ud til at være et opgør mellem Univers Turgot (Offshore Dream) med Christophe Martens og Une Lady en Or (Kaisy Dream) med Franck Nivard, men udvendigt sluttede 28-oddseren Union d’Urzy (Coktail Jet) med Jos. Verbeeck stærkt af og den sejrede sikkert i 1.12.7/2150 m, mens Une Lady en Or blev nummer to i 1.12.8.
Univers Turgo galoperede og så gik tredjepladsen til Treskool du Caux i 1.11.5/2200 m.
Vinderen Union d’Urzy kostede som åring 68.000 Euro – han har tidligere vundet et par Gruppe II-løb, men i årgangssammenhæng var søndagens sejr klart det hidtil bedste resultat for den.
Union d’Urzy har nu tjent 368.250 Euro – og så var det i øvrigt første gang Jos. Verbeeck sad bag den!