En storm i et glas vand?
Der var stor dramatik i den første åbne Kriteriumsprøve søndag eftermiddag på Lunden, hvor Tumble Dust pludselig stoppede op 100 meter før mål på vej mod en overlegen sejr – angiveligt fordi hesten blev bange for fotograferne. Johnny Takters hest generede derved Takeabove med Jeppe Juel og det var meget tæt på en alvorlig sammenkørsel, men var det “bare” et hændeligt uheld eller skal der gøres noget for at forhindre lignende episoder fremover?
Både Johnny Takter og Tumble Dust’s træner, Tomas Malmqvist, var begge meget ophidsede efter løbet.
– Det er helt utroligt, at de har en fotograf til at stå der. Det er jo 3-årige heste, som vi kører med. Ellers har jeg ingen kommentarer, sagde Johnny Takter til Ekstra Bladet, mens Tomas Malmqvist “rasede ud” på Dantoto Racing Live:
– Hesten blev bange for en fotograf knapt 100 meter inden mål og man kan virkelig stille spørgsmålstegn ved, om de skal stå der når vi snakker om unge og urutinerede heste og samtidig er der jo store penge på spil i de her løb.
Når man ser løbsfilmen er der ingen tvivl om, at Tumble Dust bliver bange og stopper meget brat op, men hesten virker umiddelbart også meget opmærksom hele løbet igennem og løber hele tiden og kigger ind på inderkredsen med ørerne fremme. Johnny Takter er meget “efter” sin hest det meste af vejen, ikke mindst da han trækker vattet ind i sidste sving, så man kan undre sig lidt over at Tumble Dust bliver kørt i mange lange liner når der er tale om en forholdsvis urutineret unghest.
Tomas Malmqvists danske førstemand, Kasper K. Andersen, har tidligere (1. august i år) udtalt til Travservice.dk:
– Han har været utrolig fin i træning siden seneste start, men er faktisk stadig en lille smule uskolet og ved ikke helt hvad det drejer sig om endnu. Indtil videre har Tumble Dust ikke taget sig 100 % sammen og det bliver sjovt at se, hvad han kan når han er “færdiguddannet”.
Dermed være ikke sagt, at gårsdagens episode kunne være undgået hvis Johnny Takter havde kørt med kortere liner, men Travservice.dk erfarer at Tumble Dust tidligere har lavet noget tilsvarende både i træning og i løb, og selvom der næppe er tvivl om at hesten blev bange for de to fotografer, er sagen efter min bedste overbevisning en storm i et glas vand. Måske et forsøg på at finde en forklaring/undskyldning på en urutineret unghests opførsel kombineret med en mindre god kuskepræstation?
Steen Juul: Hestene reagerer forskelligt
Steen Juul var direkte impliceret i ovennævnte episode, idet han var placeret på andenpladsen med Touch Of Globe, da Tumble Dust brød ud i banen og siden galoperede. Herefter fik Lunden-træneren en lidt heldig sejr i Kriteriumsprøven.
– Det er 100 % sikkert at der var fotograferne den blev bange for. Jeg har selv prøvet noget tilsvarende mange gange, men hestene reagerer jo forskelligt i de forskellige situationer, siger Steen Juul.
– Nogen har talt om at den blev bange for vinderskamlen, men den stod der også på første omgang.
– Det er det samme når man sætter midlertidige reklamer op på storløbsdagene; dem skal hestene også lige vænne sig til og sådan er det jo når man kommer på en ny bane, men det er arrangørerne der skal tage stilling til, om det kan være et problem med den slags. Der var f.eks. også nogen, som blev bange for stilladserne, da dommertårnet blev bygget om.
– Det er dog ikke kun ungheste, der reagerer sådan – de ældre heste kan også blive bange for noget nyt. Jeg havde f.eks. engang en hest i en Derbyprøve, der blev bange for en ballon, der pludselig svævede ud over banen og det er jo umuligt at tage højde for. Vi oplever også tit at en hest “hopper” over en skygge på banen, især på Lunden når solen skinner ind over tribunen.
– Men jeg vil ikke skyde skylden for gårsdagens episode på nogen. “Heldigvis” gik det kun udover Johnny selv. Jeppe Juel (Takeabove) havde trods alt kun været fjerde hvis Tumble Dust havde holdt sig i trav, og så var den alligevel ikke kommet med i Kriteriet.
Om de dramatiske sekunder siger Steen Juul:
– Jeg så ret tidligt, at den (Tumble Dust) begyndte at stoppe – jeg vidste jo ikke at den blev bange for noget, men jeg havde muligheden for at køre indenom og det var jo til min fordel.
Bestyrelsen: Det er op til dommerkomiteen
Det Danske Travselskabs bestyrelse har ikke umiddelbart planer om at foretage sig noget i den aktuelle sag.
– Jeg mener at fotograferne fik anvist den nuværende placering efter en lignende episode med Runaway og Axel Jacobsen for nogen tid siden, og hvis der skal ændres på noget efter “Tumble Dust-episoden” må det være op til dommerkomiteen. Jeg synes at fotograferne skal aftale med dommerne hvor de må stå og så er det det, der gælder, siger næstformand Jørgen Sthelis.
Fotografen: Klar markering ønskes
Charlottenlund Travbanes banefotograf Lasse Jespersen havde en lidt usædvanlig dag på jobbet i går, hvor han ufrivilligt blev en af hovedpersonerne i et drama, som han godt kunne have været foruden.
– Det er naturligvis særdeles uheldigt, hvis vi (fotograferne) er placeret således at vi kan få indflydelse på en løbsafvikling. Vi ønsker bare at udføre vores arbejde så godt som muligt, og det kan næppe være svært at forestille sig, at det ikke er vældigt rart at få en rasende og frustreret kusk “i hovedet” straks efter målpassage samt blive lagt for had af både de uheldigt implicerede – og de spillere, som nu “røg af” – i tiden efter, i forbindelse med episoder som denne. Der var flere på tilskuerpladserne, som i minutterne efter målpassage i dagens 4. løb højlydt meddelte, vi var kæmpe idioter som skulle skride ad helvede til. Jeg kan hilse og sige, at det bestemt ikke er til fordel for den slags ytringer, at vi trodser vind og vejr, uge efter uge for at dokumentere og være en del af travsporten, siger Lasse Jespersen.
– Af gode grunde – hovedsageligt for ikke at bære yderlige brænde til et godt tændt bål – ønsker jeg jo egentlig så lidt opmærksomhed på sagen som muligt set ud fra fotografernes synspunkt, selvom det er rutinerede Burt Seeger, som har måttet tage det meste skrald i denne sag, fordi han stod længst nede i banen. Vi var dog på ingen måde anderledes placeret end vi plejer at være – tværtimod faktisk et stykke længere oppe af skråningen end normalt, omend ganske marginalt.
– Jeg håber dog at dagens episode resulterer i – hvad jeg i flere år, siden episoden med Axel Jacobsen, har efterlyst – at der nu kommer en helt klar markering af, hvor vi må stå på inderkredsen. Dommerne har nikket ja til der hvor vi står nu, men det er åbenbart for tæt på for et meget lille antal travheste? Det vil givet være meget svært at give et entydigt svar på hvor langt væk der er “godt nok” for alle ekvipager, men jeg ønsker personligt en markering på banen, som sikrer at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved om vi er for tæt på eller ej i forhold til at skræmme hestene. Det er i alles interesse.