En stjerne i svøb
Den amerikanske 2-åring On The Bright Side er født til noget stort, idet den har en afstamning, der er ret exceptionel. Den debuterede mandag eftermiddag llokal tid på The Meadows i Pittsburgh- og gjorde det selvfølgelig med sejr.
On The Bright Side har Cantab Hall som fader – det er der mange der har, men hun har en af travsporthistoriens allerbedste hopper gennem tiderne som moder, nemlig Passionate Glide 1.09.8 – vinder af over 2 millioner dollars med sejre i Delvin Miller Memorial, Hambletonian Oaks, Kentucky Futurity Filly etc.
On the Bright Side er Passionate Glides første afkom – som moderen trænes hun af Jimmy Takter og ejes fortsat af opdrætteren Brittany Farms.
Efter to qualifiers på The Meadowlands, som hun vandt i hhv. 1.14.1 og 1.15.2 var On the Bright Side klar til sin første start i en afdeling af The Arden Downs mandag.
Det blev til føring fra start til mål og sikker sejr i 1.13.4 for Dave Palone.
Men hvorfor er hoppen ikke matchet mod f.eks. Merrie Annabelle Stakes, hvor der køres indl. afdelinger på fredag?
Tja, man kan jo kun gætte, men hendes moder debuterede faktisk først i slutningen af august som 2-åring og rullede sig for alvor først ud sidst på sæsonen.
Passionate Glide med Ron Pierce
Og hun blev god – hende Passionate Glide – vandt The Goldsmith Maid og Breeders Crown og tjente i alt 638.000 dollars som 2-åring.
Som 3-åring var hun outstanding og sejrede 13 gange i 15 starter og tjente næsten 1.1 millioner dollars.
On the Bright Side er Passionate Glides første føl – hun har endnu en hoppe – født i fjor, Morning Star – også efter Cantab Hall, mens hun var gold ved Muscle Hill i år.
Passionate Glide er efter Yankee Glide – Miss Marita og er dermed halvsøster til bl.a. avlshingstene Mr Vic og Mr Cantab – sidstnævnte var på et tidspunkt tæt på at blive handlet til Danmark – nu står den i Indiana, hvor den i år i sin første sæson har været fuldtegnet til 3.000 dollars.