En rigtig trav-ambassadør
Kenneth Nielsen er et fint eksempel på, hvordan travsporten skal markedsføres af de aktive. Gang på gang stiller den 49-årige Lunden-træner op til alle mulige arrangementer og hver gang sælger han sporten på fornemmeste vis.
Forfatteren til denne artikel har flere gange brugt Kenneth Nielsen som “foredragsholder” – både for en flok venner, kollegaer og Bowlingklubben Rolling Stones, som – kombineret med bl.a. rundvisning på banen med undertegnede som guide – alle fik et grundigt indblik i travsportens fantastiske verden.
Det er naturligvis en fordel at være så udadvendt som mulig, men mange andre trænere, amatører, hesteejere m.fl. gør også en indsats for at få travsporten “ud over rampen” og det er afgjort meget prisværdigt. Jeg kan kun anbefale alle andre travsportsinteresserede at tage fat i en af de lokale trænere næste gang man skal give vennerne eller kollegaerne en anderledes oplevelse, som de aldrig glemmer.
På Kenneth Nielsens hjemmeside (KLIK HER) kan du se en oversigt over hvilke arrangementer han stillede op til i 2013.