En Pariser-tur med forhindringer
Over weekenden var træner Knud Mønster og hustruen Birgitte i Paris for at hente datteren Michelle og Thunderbolt hjem til Danmark, men turen gik ikke helt gnidningsfrit
Da Travservice tirsdag formiddag får kontakt til Knud Mønster sidder han på en parkeringsplads i Vejle!
– Du tror det ikke, men vi har lige haft en tur til Paris, som ikke vil gå i glemmebioen lige med det samme, siger Skive træneren og han beretter videre:
– Vi skulle hente Michelle og Thunderbolt hjem, og da Flemming Reinholdt erfarer det, spørger han, om vi ikke kan køre i hans lille lastbil og tage Sir Tilly med til Anders Lindquist.
– Ingen problemer i det – troede jeg.
– Vi kom fint frem til Grosbois, men da vi skulle til at køre hjemad, så startede problemerne.
– Vi skulle nemlig have min trailer med hjem, og det viste sig, at det elektriske anlæg i Reinholdts bil ikke passede til anlægget på min trailer.
– Reinholdts el-udtag havde kun 7 poler, men min trailer var 13 polet!
– Nå, vi måtte rundt for at finde en adapter, og efter nogle timers søgen lykkedes det også. Vi koblede anhængeren på bilen – og så sprang alle sikringerne!
– Vi fik fat i nye sikringer – og nu skulle alt så være i orden!
– Men nej – nu virkede starteren ikke! Og den ku’ ikke sådan laves lige med det samme.
– Heldigvis tilbød Anders Lindqvists hustru, at vi kunne låne hendes bil med anhængertræk. Vi takkede ja, og så gik det ellers hjemad.
– Da vi var i Belgien holdt GPS’en pludselig op med at virke – det viste sig at cigaret-tænderen ikke fungerede, og at GPS’en derfor ikke havde fået noget strøm.
– Det var lige før vi kørte ind i Tyskland, og dernede i Ruhr-området er der mange motorveje, og når man er vant til at stole på GPS’en, så lægger man jo ikke rigtigt mærke til, hvad der står på skiltene.
– Til alt held lå der et Europa-kort i bilen, så vi klarede os og nu holder vi her i Vejle og venter på Flemming Reinholdt, slutter Knud Mønster sin rejseberetning.