En ny Donato Hanover?
For nogle år siden havde den amerikanske træner Steve Elliott stor succes med Donato Hanover – nu har han en meget evnerig 2-åring i Quit Smoking Now – der er søn af Donato Hanover.
Det er selvfølgelig for tidligt at begynde at sammenligne Quit Smoking Now med sin fantastiske fader, men i hvert fald har Quit Smoking Now indledt sin væddeløbskarriere på bedste vis.
I nat vandt den sin anden start og dermed anden sejr på The Meadowlands med Andy Miller ganske let i .13.6. I debuten løb Quit Smoking Now imidlertid endnu hurtigere, nemlig 1.12.7.
Quit Smoking Now var ude i et prep-løb før de indl. afdelinger i verdens største travløb for 2-åringer, The Peter Haughton Memorial næste fredag.
Han var slet ikke favorit – stod til 12 gange pengene – for i feltet fandtes en anden Donato Hanover-søn, nemlig Weingartner med Ron Pierce, der har vundet i 1.12.6 på 1000 meter banen, Pocono Downs. At den var slået af Quit Smoking Now, da de mødtes i sidste uge, havde spillerne glemt – Weingartner var favorit til odds 1.60.
Den tog da også føring, men slap nedad langsiden til Quit Smoking Now, og i opløbssvinget tabte Weingartner travet og galoperede og var dermed ude af løbet.
Ingen kunne true Quit Smoking Now, der sejrede sikkert med 2.5 længder foran en godt afsluttende Duluth med D R Ackermann i 1.13.8.
Quit Smoking Now bliver spændende at følge fremover – ikke blot fordi den har indledte karrieren lovende – også fordi den tilhører første årgang efter Donato Hanover – og så fordi moderen er helsøster til en anden fænomenal traver, nemlig Deweycheatumnhowe!