Emil Mæhlisen frikendt i dopingsag
Som travservice.dk søndag kunne fortælle er den aarhusianske travamatørkusk, Emil Mæhlisen af DTCs Løsdomstol frifundet for at have været ansvarlig for at hans hest, Parco Beach testede positiv efter en sejr den 5. december på Fyens Væddeløbsbane. Derimod er Mæhlisen blevet dømt for at have uorden i sin medicinbehandling i stalden samt for ikke at have fået en tilbageholdelsesseddel fra dyrlægen.
Det er en ret opsigtsvækkende dom, at DTCs Løbsdomstol netop har afsagt,
Det er nemlig første gang i Danmark, at en ansvarlig anmelder af en hest frikendes for sit ansvar i en dopingsag.
Det handler om dopingsagen omkring Parco Beach, som Emil Mæhlisen vandt den første udgave af finalen i ungdomsløbet, Sigter mod Stjernerne med. Her var der en førstepræmie på 25.000 kroner samt en rejselegat på 13.000 kroner.
Det mistede Emil Mæhlisen, da Parco Beach senere blev konstateret positiv i en dopingprøve, samtidig med at han blev idømt en bøde på 12.500 kroner samt udelukket fra løbsdeltagelse i tre måneder.
Et hårdt slag for en 22-årig ung mand, der elsker travsporten, og som mente, at han havde handlet korrekt omkring anmeldelse af hesten til løb.
– Det var ikke så meget det økonomiske, men derimod det at blive hængt ud som doping-bruger, der var hårdt for Emil, siger advokat Poul Rasmussen, der førte sagen i Løbsdomstolen
– I vor appel til Løbsdomstolen har vi påpeget, at sagen burde pådømmes strafferetlig individuelt og ikke efter DTCs regelsæt, idet der er tale om doping.
-Emil kan ikke som anmelder være ansvarlig for, at hans hest tester positiv, når han under hele behandlingsforløbet af Parco Beach har konsulteret dyrlægerne omkring Karenstiden, siger Poul Rasmussen.
Den konklusion kom Løbsdomstolen da også frem til.
I dommen som travservice.dk har haft lejlighed til at se står der bl.a.
Domstolen fandt, at Klager (Emil Mæhlisen) ikke kunne have handlet anderledes omkring anvendelse af det pågældende præparat og anmeldelsen af hesten til løb, idet Klager nøje havde fulgt de anvisninger, som dyrlægen ubestridt havde givet omkring karens m.v. og ikke anmeldt hesten til løb inden for den anviste periode.
Klager havde således iagttaget sin forpligtelse i henhold til § 38 i henhold til hvilken det påhviler træneren og /eller den for hesten ansvarlige person at holde sig orienteret omkring de behandlinger, hesten modtager, og om de tidsintervaller, der skal overholdes, for at hesten må starte i løb.
Det er således Domstolens opfattelse, at der ikke ved at starte hesten er udvist uagtsomhed, som kan berettige til den sanktion, som indklagede (DTC) har pålagt klager.
Parco Beach blev behandlet i tre led den 24. september med 3 doser af Kenalog á 40 mg.
72 dage efter tester hesten positiv efter sejren på Fyens Væddeløbsbane.
– Karenstiden for behandling med 1 dose af Kenalog a 15 mg er 28 dage fremgår det af Traverkalenderen 2012, siger Poul Rasmussen videre, men brug af den tredobbelte dosis burde ikke medføre tilsvarende forlængelse af koncentrationen
-Derfor vil det også være meget interessant for os – ja, for alle – at få oplyst om, hvor stor koncentration, der fandtes af Kenalog i blodet, siger Poul Rasmussen.
-Vi ville gerne, at der havde været taget en urinprøve og ikke kun en blodprøve af Parco Beach efter sejren.
-Det ser ud til at dopingvagten den pågældende dag har haft meget travlt, for fra Parco Beach kører ud fra stalden og til dopingprøven er taget er der kun gået 25 minutter – og så skal man også regne med, at der både var omstart samt at Parco Beach vandt og var til præmieoverraskelse, siger Poul Rasmussen.
Emil Mæhlisen er således frikendt i relation til dopingsagen, men ved et kontrolbesøg i hans stald fandt DTCs repræsentanter et ikke ”aflåstbart” medicinskab, hvor ordinerede præparater skal opbevares. På staldgangen lå fire akupunkturnåle.
I et tilstødende rum, der fungerer som foderrum, blev der fundet et uåbnet brev med ”Flunixin” hvad der er en klar overtrædelse af DTCs reglement.
På grund af disse forhold, samt det faktum, at Emil Mæhlisen ikke havde sørget for at have fået en tilbageholdelsesseddel, der er et krav i forbindelse med sådanne ledbehandlinger af heste, besluttede Løbsdomstolen at reducere den oprindelige dom for Emil Mæhlisen til en bøde på 5.000 kroner og en udelukkelse på 5 uger, der træder i kraft den 2. oktober.
– Vi accepterer dommen og er meget tilfredse med, at Løbsdomstolen frikendte Emil i dopingspørgsmålet, siger Poul Rasmusen og fortsætter: – Dermed knæsætter Løbsdomstolen princippet om, at ved den strafferetlige vurdering, skal der være udvist forsæt eller grov uagtsomhed fra anmeldernes side, når man har fulgt en faglig vejledning fra dyrlægen, som man ikke havde grund til at betvivle, slutter Poul Rasmussen.