Ehlers-sejr på Solvalla
Jimmi Ehlers gæstede Solvalla søndag eftermiddag vandt et maiden-løb med den 7-årige Charlie Marje – også sejr til Royal Peak.
Jimmi Ehlers vinder et maiden-løb, og hvad er så det?
Jo, i de gode gamle dage var det sådan, at en hest, der ikke havde vundet løb ofte fik 20 meters ”maiden –godtgørelse”.
Maiden er et engelsk navn og betyder jomfru – inden for hestesporten – det være sig trav som galop og uanset køn – så er en hest maiden, indtil den vinder sit første løb.
Det med maiden-godtgørelse i travløb er historie – inden for galopsporten, hvor man jo værner mere om traditioner – findes det vist endnu.
På Solvalla havde man i dag udskrevet et maiden-løb – altså et løb udelukkende for heste, der aldrig havde sejret.
Danske Jimmi Ehlers har 7-årige Charlie Marje i stalden, og trods sin alder, og 17 starter var den stadig maiden.
Indtil i dag.
Nu sejrede Charlie Marje (Pine Chip) med Jimmi Ehlers i sulkyen til små 23 gange pengene, og aflagde således sin maiden-betegnelsen. Og den fik 25.000 SEK lagt på præmiesummen, der nu er på 46.750 SEK.
Løbene på Solvalla blev indledt med sejr til danskopdrættede Royal Peak (Gigant Neo) med Stefan Melander.