Efter Vintermeetinget
I lørdags sluttede Vintermeetinget i Frankrig og den franske væddeløbsavis, Paris Turf bringer i dagens udgave en stor statistik over de mest vindende heste og kuske.
At Jean Michel Bazire fortsat er den ubestridte kuskechampion blev igen slået fast – nærmest med syvtommersøm!
Bazire vandt 71 sejre i 340 starter og indkørte 2.5 mio. Euro – Franck Nivard på andenpladsen vandt 37 sejre i 249 starter og indkørte 2.4 mio. Euro. På tredjepladsen Mathieu Abrivard med 31 sejre i 335 starter og 2 mio. Euro i indkørte præmier.
Hos monterytterne ar det Eric Raffin i top med 28 sejre i 174 starter foran Yoann Lebourgeois med 22 sejre i 146 starter og Mathieu Abrivard med 22 sejre i 175 starter.
Thierry Duvaldestin, der bl.a. træner Ready Cash, blev trænerchampion med 2.173.180 Euro i indkørte præmier. Han havde 38 heste til start 129 gange og de vandt 31 sejre.
På andenpladsen følger Franck LeBlanc, der havde ikke færre end 74 heste til start i alt 333 gange – de vandt 39 sejre og 2.097.770 Euro.
Philippe Moulin, der er privattræner for storstalden Ecurie Victoria Dreams, der bl.a. ejer Prix d’Amerique-vinderen Royal Dream, blev nummer tre. Han havde i alt 48 heste til start 188 gange og de vandt 24 sejre og 2.065.940 Euro.
I mange år var Jean Pierre Dubois Frankrigs førende opdrætter.
Den position har hans ældste søn, Jean Philippe Dubois nu overtaget, og med bred margin blev han opdrætterchampion i Vintermeetinget.
Hans opdræt indløb i alt 1.803.370 Euro – nummer to, Louis Baudron – Jean Pierres barnebarn- hvis opdræt indløb 959.930 Euro.
27-årige Louis Baudron har allerede slået sit navn fast i fransk travsport og han har under Vintermeetinget vundet storløb som Prix de Cornulier og Prix de Selection.
Rækkefølgen er den samme, når vi ser på mest vindende hesteejere.
Jean Philippe Dubois Ecurie Victoria Dreams er igen outstanding med en samlet indtjening på 2.065.940 Euro –stalden har haft 48 heste i aktion under Vintermeetinget og har vundet 24 sejre med Prix d’Amerique-sejren med Royal Dream, som den største.
Louis Baudron er på andenpladsen med 1.345.840 Euro – han har startet 24 heste, der tilsammen har vundet 15 sejre.
Philippe Allaire, der ejer Ready Cash, er på tredjepladsen med 1.234.990 Euro – han har haft 16 heste til start, der vandt 7 sejre.
Phillipe Allaire er træner på Grosbois, men har valgt at sætte Ready Cash i træning hos kollegaen Duvaldestin, idet denne træner i mere rolige omgivelser på landet.
De, der topper hesteejerlisten, er alle professionelle travtrænere og som mange i Frankrig lever de udelukkende af at have travheste.
På listen over de mest vindende hesteejere i Vintermeetinget skal vi helt ned på en syvendeplads for at finde en hesteejer, der ikke træner eller køre sine egne heste, men har dem i professionel træning.
Altså det vi forstår ved en Hesteejer.
Det er Ecurie Quick Star, hvis 16 heste vandt 561.690 Euro.
Ready Cash blev mest vindende hest med 770.000 Euro fulgt af Royal Dream med 718.700 Euro.
Hos montehestene var Cornulier-vinderen Singalo selvfølgelig i front med 524.300 Euro.