Efter Derbyweekenden
Tre velbesøgte travdage er godt overstået – mange syntes godt om de nye tiltag med underholdning – andre ikke – nogen fandt det uheldigt, at en venstre politiker fik lov til at komme med udfald mod Rød Blok i et interview i vindercirklen – andre ikke. Og sådan er der så meget.
Vi mennesker er så forskellige – nogle kan lide moderen – andre datteren.
Men en ting kan vi vel alle blive enige om.
Det var de rigtige vindere af såvel Derby, Hoppe Derby som Derby Consolation.
Peak sejrede efter velovervejet kørsel af Johnny Takter, mens Steen Juul dominerede Hoppe Derby det meste af vejen med Peak Performance og “Den hvide ridder”, Rene Kjær kom susende i opløbet med Photo Vategård og sejrede ganske sikkert.
I øvrigt kunne jeg godt tænke mig, at Derby Consolation blev flyttet til fredag, hvor det bliver blive en hovedattraktion – i stedet for som nu – at være et af løbene i rammeprogrammet på derbydagen.
Derbyvinderen Peak blev solgt på Derbyauktionen 2008 for 150.000 kroner – Hoppe derbyvinderen Peak Performance blev handlet privat, mens Derby Consolation-vinderen, Photo Vategård blev solgt på Grand Prix-auktionen i Århus 2008 for 51.000 kroner.
Peak blev Dubois-hingsten Ganymede’s første klassiske vinder i Danmark.
Marc Mento har ganske vist tidligere vundet Jydsk 4-årings Grand Prix, men i min optik findes der kun tre klassiske storløb i Danmark, nemlig Dansk Opdrætningsløb, Dansk Trav Kriterium og Dansk Trav Derby.
Andre gode Ganymede-afkom herhjemme er Obi-Wan 1.12.9 – 402.406 kr, Oops 1.12.5 313.013 kr og Ouch 1.13.7 – 247.779 kr.
I derbyweekenden var to andre Ganymede-afkom også på vinderpladsen, nemlig Rosalin Simoni og Pete Lykkegård.
Desværre varer det nok noget inden Pete Lykkegård kommer til start igen, idet den pådrog sig en kodeledsforvridning i forbindelse med lørdagens start.
Der var flot besøg alle tre dage – noget tilskuertal kender jeg endnu ikke, men det er ikke blot min, men mange andre erfarne derbygæsters opfattelse, at der var væsentlig flere tilskuere søndag eftermiddag end tidligere år.
Det var ikke alle, der kom for at spille – og OK med det – og der var da også dem, der forlod travbanen efter Sukkerchock havde optrådt.
Omsætningsmæssigt var der tale om et minus på 3.8% i forhold til derbyweekenden i fjor.
Banespillet tabte mindst, nemlig 2.2%, mens spillet i DanToto/Internet gik ned med 4.5%
I alt blev der omsat for 11.679.349 kr. mod 12.143.594 kr. i fjor
I de gode gamle dage var vi oppe og ringe med små 15 millioner kroner i en derbyweekend – lørdag og søndag!