Ecce lige ved og næsten
Med lidt mere stød kunne Ken Ecce have vendt hjem fra Åby Travet i aftes med to sejre i bagagen. Nu blev det til to andenpladser.
– Jeg var vel decideret uheldig ikke at vinde med Quintessense, mens Tax Free blev reelt slået, siger Ken Ecce.
Quintessense (Varenne) sad undervejs i vinderhullet, men fik en sen åbning og nåede akkurat ikke frem til sejr, mens Tax Free (Super Arnie) var i spids undervejs, men måtte se sig slået i løbets sidste fase.
Quintessense er opdrættet samme sted som Prix d’Amerique-vindere Maharajah, nemlig på Menhammer, og blev købt af Ken Ecce og Tonny Henriksson på Kriterieauktionen i Stockholm for 130.000 SEK.
Moderen til Quintessense er Viking Kronos-datteren Heavenly Face – moderlinjen omfatter bl.a. avlshingsten Mr Flirt.
Tax Free har Ecce-familien selv opdrættet – den har den svenske Juliano Star-hoppe, Quincaillerie som moder – en hoppe, som dog nu er solgt.
– Vi har tre følhopper, men kun to af dem skal have føl i år, fortæller Ken Ecce. Hejsa Reerstrup skal have føl ved Prodigius, mens Rosemont skal have føl ved Farifant. Desværre er Medoc tom.
Det er fine følhopper Familien Ecce har.
Hejsa Reerstrup (Speedy Herve) er ikke mindst moder til Danmarksrekordholderen Obi-Wan (Ganymede) 1.09.9 – 1.6 mio. kroner,men også til speedige Ray-Ban (Korean) 1.11.3 – 662.000 kroner.
Rosemont er en ustartet hoppe af ren amerikansk afstamning, selv om hun er danskopdrættet. Rosemont er efter Muscles Yankee – Eclair Hanover. I Canada er Eclair Hanover moder til Elegantimage, der er så berømt, at den har fået et storløb for 3-årige hopper opkaldt efter sig!
Medoc (Dylan Lobell) havde en flot væddeløbskarriere, hvor hun satte rekord 1.14.3 og tjente 560.000 kroner.
Medocs ældste afkom er den lovende Tootsie (Dream Vacation), der har vundet fire sejre i 10 starter.
– Alle vore følhopper er svenskregistrerede – vi er nødt til at se forretningsmæssigt på det, siger Ken Ecce.