Dust-afkom på Kolgjini-auktion
Når Lutfi Kolgjini mandag den 25. juli holder sin årlige auktion i ridehuset ved Jägersro-banen, er der en enkelt dansk-opdrættet hest med i det spændende katalog, der omfatter 74 åringer.
Det er 26 Tumble Dust fra Thomas Lind-Holm, Stutteri Dust i Skive.
Tumble Dust er en moderlivsimport fra USA og er efter Crazed og Affinity v. Victory Dream.
Tumble Dust tilhører første årgang efter Crazed (Credit Winner), mens moderen Affinity allerede har slået sit navn fast som en meget velproducerende følhoppe.
Affinity er bl.a. moder Photo Maxx (SJ’s Photo) 1.09.4 – $449.100 samt til Hard Livin (SJ’s Caviar), der efter en fin unghestekarriere i USA med sejr og gode placeringer i Stakes-løb, nu løber i Sverige. Hard Livin har rekord 1.10.1 og har foreløbig tjent 4 millioner svenske kroner.
Thomas Lind-Holm beskriver i øvrigt Tumble Dust således på sin hjemmeside:
Tumble Dust er ganske enkelt et pragteksemplar af en plag og hans eksteriør er meget flot. Hvert forår kommer Svend forbi og chipmærker plagene. Svend, som også er med i kåringskommisionen, stod længe og så på Tumble. Da han var færdig med at vurdere ham, så var han ikke i tvivl om, at hvis Tumble blev meldt på en dansk auktion, så vil han være den flotteste hest der nogensinde havde været på en dansk auktion. Store ord !!
Modsat tidligere år, hvor Kolgjini har arrangeret et mix-sale, så er det altså i år udelukkende åringer, der kommer i ringen og der ER mange spændende heste i kataloget – f.eks. fem efter Viking Kronos og 10 efter Going Kronos, men også hingste som Cantab Hall, Deweycheatumnhowe, Ganymede, Credit Winner, Love You, Varenne, Goetmals Wood, Muscles Yankee og Broadway Hall er repræsenteret.
45 Nostradamus Face efter Varenne og samme moder som norskejede Yarrah Boko og stortalentet Zolo Boko er nok en af dem, der bliver rift efte,r ligesom 59, hoppen Jolokia, efter Dream Vacation og samme moder som Sprintermästaren og Åbergvinderen Lavec Kronos samt Kriterievinderen m.m. Raja Mirchi.