DTC skærper drivningsreglementet
Dansk Travsports Centralforbund (DTC) skærper med virkning fra 1. marts reglerne for drivning i danske travløb.
I denne sæson vil DTC skærpe opmærksomheden på de aktives brug af pisk i travløb på danske travbaner. Det er konsekvensen af regelændringer, som DTC har foretaget i løbsbestemmelserne for 2011.
Direktør i DTC, Klaus Storm, har i samarbejde med forbundets banedommere samt aktive kuske gennemgået en række løbsepisoder fra danske baner fra den forgangne sæson med fokus på kuskes drivning. Både forbund, dommere og aktive er efter denne gennemgang enige om, at dyreetisk korrekt drivning fremadrettet fortsat skal være et fokuspunkt for dommernes arbejde.
”Det er vores klare holdning i DTC, at brug af pisk er nødvendigt til korrigering af heste i danske travløb. Vi mener dog ikke, at vi i dag ser drivning, der er i konflikt med god dyreetik, men det et område, som både vi og offentligheden hele tiden holder øje med. Derfor vil DTC give dommerne de rette beføjelser,” siger Klaus Storm.
Ikke over skulderhøjde
De nye regler for brug af pisk er beskrevet i § 55 i DTCs regelsæt, Travkalender nr. 1, der i sidste måned blev omdelt til alle hesteejere og aktive under forbundet.
”Brugen af pisk til korrigering og alle former for øvrig animering må fortsat kun foretages i lodret plan, oppefra og ned. Animering fra siden eller nedefra er ikke tilladt.”
”Derudover vil dommerne med virkning fra 1. marts anvende en anden praksis, når de bedømmer hvorvidt drivning foretages i overensstemmelse med reglerne eller ej. Fremover må den aktives arm, hånd eller underarm på intet tidspunkt må komme over skulderhøjde i forbindelse med animering eller korrigering af hesten i en løbssituation,” forklarer Klaus Storm, og supplerer:
”Dommerne har også fået indskærpet, at de fremover skal slå hårdt ned på drivning foretaget på en slået hest.”
Dispensationsperiode
De nye regler for drivning indføres med virkning fra 1. marts, men i en overgangsperiode, marts og april, vil dommerne på danske travbaner dømme og uddele gebyrer efter gamle regler.
”De aktive skal have mulighed for at ændre deres drivningspraksis. Banedommerne bliver dog i overgangsperioden pålagt – i videst muligt omfang – at tage kontakt til de aktive, såfremt deres drivning kommer i konflikt med de nye regler.”
”Fra DTCs side vil vi også i de kommende måneder sætte ekstra fokus på området, bl.a. med ekstra dommerpersonale på udvalgte løbsdage. Det er vigtigt for forbundet, at alle aktive får ændret drivningsvaner og er klar til at agere i henhold til de nye regler efter overgangsperioden,” siger Klaus Storm.
Ny observationsliste
For de aktive, der fremover ikke kan holde sig inden for det gældende regelsæt, vil DTC indfører en observationsliste.
”Hvis en aktiv kusk gentagne gange forbryder sig imod drivningsreglerne, vil pågældende blive sat på vores observationsliste, hvor vedkommende vil være under skærpet opsyn i alle starter. Observationslisten vil være offentlig, og den vil blive publiceret på DTCs hjemmeside,” forklarer Klaus Storm.
DTCs direktør håber, at de aktive hurtigt tilpasser deres kørestil til den nye praksis.
”I svensk travsport skærpede man drivningsreglerne i fjor, og her oplever man ikke uskøn drivning i samme omfang som tidligere. Det er vores håb, at vi vil opleve det samme i dansk travsport,” afrunder Klaus Storm.