Dramatisk indledning på DM
DM for Travtrænere fik en dramatisk indledning på Jydsk Væddeløbsbane i Århus, hvor lokale Henrik Lønborg sejrede med Johnny Jørgensen-trænede Phantom Langborg (Great Challenger) foran en fint afsluttende Nicoline Elmegård med Jeppe Juel.
Dramatisk bl.a. fordi den førende Prins Trøjborg galoperede efter ca. 700 meter. Favoritten blev ellers sendt til spids da startvognen slap feltetm, men da Noire Le Grande kom frem udvendig svarede Prins Trøjborg med galop for Frank Mikkelsen.
Noire La Grande tog over for Rene Kjær og afviklede den første kilometer efter 1.20,5, men ind i sidste sving rullede den også over i galop og så fik Henrik Lønborg spidsen “foræret” med Phantom Langborg, der siden kunne afvise Nicoline Elmegård til sejr i tiden 1.20,8a/1800 meter.
– Jeg var lidt heldig, da Renes galoperede, men han holdt fart hele vejen. Jeg sad og mindede ham hele vejen med den udvendige line og det reagerede han fint på, sagde Henrik Lønborg efter sejren, der bragte ham op på en delt førsteplads med 20 sejre – samme antal som Flemming Jensen.
Flot start for Johnny Jørgensen
Johnny Jørgensen træner som nævnt Phantom Langborg, og Århus-træneren var selv på vinderpladsen i både 1. og 3. løb!
Først med debutanten Primus Pax (Bounty Toftebjerg), der ejes og trænes af Århus-amatøren Ingolf Dalsgård Olsen. Taktikken var føring fra start til mål og sejren blev ganske sikker i tiden 1.21,7a/2300 meter foran Real Sugar og Pojken.
Siden med sæsondebuterende Octavia (Great Challenger), der er opdrættet, ejet og trænet af endnu en Århus-amatør, Torben Pilkjær. Parret overtog ud på sidste omgang føringen fra Pinette og sejrede siden meget sikkert i tiden 1.17,6a/1800 meter foran en fint afsluttende Natalie Bork med Money Money på tredjepladsen.
Imellem Johnny Jørgensens double vandt Steen Juul et 3-årsløb med Carl Aage Rudbeck-trænede Breeze Rapida (Pearsall Hanover) i tiden 1.21,1/1800 meter.