Dramatik i tysk Derby-test
Søndag eftermiddag blev det klassiske Buddenbrock-Rennen for de tyske Derbyheste afviklet på Mariendorf-banen i Berlin. Løbet endte meget dramatisk, idet outsideren Stanislawski, der akkurat havde fanget staldkammeraten og løbets favorit, Tiger Woods As slog over i galop umiddelbart før målstregen.
Buddenbrock-Rennen på Mariendorf afvikles over 1900 meter og har en samlet præmiesum på 47.500 Euro.
Tiger Woods As med Robin Bakker, der blot havde to starter bag sig, var storfavorit til 16:10, og da den var kommet i spids og var førende ud på sidste omgang så lignede det den ventede favoritsejr.
Ind i opløbet var Tiger Woods As i føring og så ud til at skulle gå mod en sikker sejr, men nu kom samme ejers Stanislawski med Michael Nimczyk, der havde siddet ude i andet spor uden ryg i angreb og den nærmede sig skridt for skridt.
50 meter før mål var den forbi, men umiddelbart før målstregen – vi taler om højst fem meter slog den over i galop – og så vandt favoritten.
Tiger Woods AS vandt i 1.14.9a/1900 m mens der var et stykke ned til More Caviar (Mr Pine Chip) med Arnold Mollema på andenpladsen. Førstepræmie 25.000 Euro.
Tiger Woods As er efter den franske Love You-søn, Quick Wood og amerikanske Tiegs Blue Chip (Yankee Glide) – han kostede som åring 34.000 Euro på det tyske Derbyauktion og blev købt af den hollandske storhesteejer Gerrits Recycling.
På samme auktion købte de også den uheldige Stanislawski, der er efter Prix d’Amerique-vinderen Meaulnes du Corta for 5.000 Euro.
Det tyske Trav Derby, der er for 3-åringer og har en samlet præmiesum på forventet 300.000 Euro, køres med indl. afdelinger søndag den 28. juli og finale søndag den 4. august i Berlin