Dramatik i Rudolf Jensens Mindeløb
Rudolf Jensens Mindeløb til Kaj Jensen-trænede Tequila Holmsminde efter diskvalifikation af Tutti Frutti.
Der var dramatik for alle pengene i dagens første “storløb” på Royal Canin Arena, hvor Tutti Frutti med Knud Mønster på bagerste langside generede Try Osted Antik til galop, og så gik sejren til en anden outsider, Tequila Holmsminde (The Liquidator) med Henrik Lønborg i sulkyen.
Tutti Frutti lå i ryg på den førende Tequila Holmsminde, mens Try Osted Antik sad som første hest i andet spor, da Knud Mønster med ca. 700 meter tilbage gik ud i andet spor og derved generede Nicolaj Andersens hest til galop.
– En soleklar diskvalifikation, som Racing Live-reporter Vagn Honum udtrykte det.
Tutti Frutti var feltets bedste hest og skal – uagtet dagens diskvalifikation – blive spændende at følge fremover, men Tequila Holmsminde stod nu også for en udmærket præstation.
Efter 550 meter overtog Henrik Lønborg føringen, men ind på opløbet var slaget tabt. Tequila Holmsminde holdt dog andenpladsen foran en fint afsluttende Tina Stensbæk, men efter et par minutters votering i dommerkommiteen, blev den aarhusianske Danmarkshest altså hejst som vinder i tiden 1.18,7/2160 meter.
Tequila Holmsminde fik 20.000 kroner for sejren – hestens første i fjerde forsøg.
Tequila Holmsminde med nogle af sine mange glade ejere
Spids og slut
Eftermiddagens løb blev indledt med to sikre start til mål-sejre. Først Flemming Degn bag Henrik Lund-trænede Simoni’s Natural (Offshore Dream) og siden Birger Jørgensen bag Peter Rasmussen-trænede Trouville (In Dix Huit). Den aarhusianske ex-verdensmester “stjal” løbet i spids med 1.22/1000 meter og favoritten Tiger Globe fik først plads til angreb da det var for sent, men sluttede forrygende af til andenpladsen og må snart være sejrsaktuel.