Double til Steen Juul
Steen Juul til tops med både Please Perfect og See You.
Please Perfect (ENS Snapshot) fik et afventende løb i fjerde par udvendig, mens Nothing But Class tog spids fra start for siden at slippe til franske Onirique, der afviklede de første 500 meter efter 1.06!
Herefter overtog Johnny Takter kommandoen med Luringen Palema og tempoet blev dæmpet betragteligt således at kilometeren gik efter 1.09/1000 meter.
Bagfra havde Steen Juul fået Please Perfect op i de helt store omdrejninger, og på en stærk afslutning kunne parret gå forbi til sikker sejr i fremragende 1.10,9a/1609 meter.
Please Perfect tog dermed årets femte sejr i ottende forsøg. Førstepræmie: 70.000 SEK.
Anders F. Jensen-trænede Pif og Steen Juuls anden deltager, Nesmil Hanover sluttede begge uplaceret. Sidstnævnte galoperede midt på opløbet uden chance for at blande sig i afgørelsen.
Steen Juul var også på pletten med 4-årige See You (Love You), der mere og mere ligner en seriøs Derbykandidat.
Igen var der fuld knald på fra start med outsideren Calpe i front – første 500 meter efter 1.07,8 med Alex Haagensen-trænede Relado Enemærket i ryg. Kilometeren dæmpet til 1.11,9.
See You fik et perfekt løb i andet par udvendig efter 500 meter og ind på opløbet kunne Love You-sønnen gå frem til overlegen sejr i tiden 1.12,2a/1609 meter. Relado Enemærket fik den sidste præmie i 12,9.
Nordisk Vabene ejer See You, der blev belønnet med 70.000 SEK.
Ingen succes i stayerløbet
Steen Juul var også til start i stayerløbet med Sirocco Sisa, der hang godt med undervejs i inderbanen og sluttede fint af til femtepladsen i tiden 1.14,7/3140 meter efter lidt “trafikproblemer” i opløbssvinget, mens Ophoto Brogård og Bent Svendsen viste en ny stærk præstation lige uden for præmierækken i tiden 1.14,5/3160 meter efter tredje spor de sidste ca. 600 meter.
Stærke 5-åringer
Repay Merci sluttede på femtepladsen i det indledende 5-årsløb i rekordtiden 1.11,5a/1609 meter efter en fin afslutning fra femte par udvendig, men sidste års Derbyvinder var igen chanceløs mod finskfødte Edvard Ale (Here Comes Herbie), der også vandt da Repay Merci var til start på Axevalla i forrige uge.
Petri Puro-trænede Edvard Ale blev kørt til sejr af Peter Ingves i tiden 10,5 foran danskejede Ravenna, der leverede en fin afslutning på afstand af vinderen. Syv starter for Åke Svanstedt har nu givet to sejre og 194.000 SEK.
I klassen op til 2.500.000 SEK var Västerbo Paradise med Jeppe Juel en fin nummer tre i tiden 1.11,0a/1609 meter, men var chanceløs mod Travling Man (Supergill), der var overlegen i 10,5 efter føring hele vejen. Politiken med Morten Friis sluttede uplaceret, men fik aldrig chancen til slut og gik i mål med kræfter sparet. Se op næste gang.
Så gik det bedre med Race Cowboyland, der sluttede på andenpladsen bag den tyske sejrshest Grumetti (Varenne), som sejrede for Joakim Lövgren i tiden 1.11,6a/1609 meter.
Rocky P H med Knud Mønster løb dødt løb på tredjepladsen i samme løb.