Double til Jeppe og Anders
Jeppe Juel og Anders Pedersen vandt to løb på NKI Racing Arena.
Jeppe Juel var først på pletten i finalen i Cafe Pitstoppens Løbsserie med den lokale “Danmarkshest” Salina (ENS Snapshot) (øverste foto), der på en stærk afslutning fangede den førende Thunder Peak til kneben sejr i rekordtiden 1.15,0/2120 meter. Sejren var Salins femte sæsonsejr i syv starter og med en førstepræmie på 40.000 kroner blev præmiesummen næsten fordoblet.
Derbydeltageren Simoni’s Natural fik et fint løb i tredje par udvendig, men galoperede umotiveret midt på bagerste langside og så var dén dag ødelagt.
I det efterfølgende løb var Jeppe Juel også først over stregen med Tripolini V P (Archduke Kemp), der overtog føringen efter 550 meter og siden sejrede ganske let i tiden 1.15,3a/2100 meter.
“Bryggerhesten” vandt igen
Anders Pedersen snuppede også en double og mest imponerede var afgjort Pet Vet Time (S J’s Photo), der er opdrættet, ejet og trænet af Jørgen Larsen, 76-årig pensioneret brygger og manden bag Stald Saltum, som i 1958 vandt den første udgave af Aalborg 4-årings Mesterskab – deri 1974 ændrede navn til Aalborg Store Pris – med Unda Frisco.
Petrus Moseby var toneangivende undervejs i hårdt tempo (1.11/500 meter og 1.13,6/1000 meter), men var alligevel klart førende i sidste sving og først på de allersidste meter kunne Pet Vet Time gå forbi til den ventede sejr i rekordtiden 1.14,1a/2000 meter.
Anders Pedersen vandt også næste løb med Arcana Cabana (s)(Varenne) i tiden 1.15,3a/2100 meter efter en rigtig fin afslutning. Hesten ejes og trænes af Jørgen Larsens 24-årige barnebarn, Aalborg-amatøren Lene Dodensig.
Fremhæves skal også Kent Friborg‘s Trophydore (Trophy Catch), der som ventet vandt sin anden sejr i træk og dermed fortsat er ubesejret. Den 3-årige hoppe førte hele vejen og sejrede sikkert i tiden 1.17,3a/2100 meter.