Double til Jens Arne og Steen
Dobbeltsejr på NFT til Jens Arne Hansen og Steen Juul.
Lokale Jens A. Hansen vinder ikke mange løb, men i aften gik det op i en højere enhed med to flotte sejre. Først med Oregon Byrds (Mastery), der ejes og trænes af NFT-amatøren Katja D. Nielsen, som havde gjort hesten klar til sæsondebut efter næsten et halvt års pause.
Parret overtog føringen i første sving, og selvom konkurrenterne kom tæt på til slut, gik sejren altså til Oregon Byrds i tiden 1.20,5a/2140 meter foran Lanzo Devil og favoritten O C Derm.
Jens A. Hansen var også på pletten i det efterfølgende løb med egentrænede Olinka Trolde (Earthquake)(foto), der ejes af trænerens hustru, amatørkusken Britt Ullerup, så der var sikkert ekstra glæde i stalden efter sejren.
Olinka Trolde måtte endda gå den tunge vej udvendig for den førende Mickey Nordhøj det meste af rejsen, men havde alligevel kræfter til at henvise Pitezza til andenpladsen i en tæt opløbskamp – begge heste fik noteret tiden 1.20,9a/2140 meter.
Pitezza blev kørt af Steen Juul, som tidligere på aftenen vandt med Magnus Ladegård-trænede Evelina Sånna (Alf Palema), der overtog føringen efter 550 meter og siden sejrede helt overlegent i tiden 1.19,2a/2140 meter.
“Juulemanden” slog også til i V5-finalen med Bjarne R. Christiansen-trænede Master Park (In Love With You), der overtog føringen fra Olaf Simoni ud på sidste omgang og siden afviste Mr Alber til sikker sejr.
V5-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 8 | Evelina Sånna | Steen Juul | 3,84 | 77 | 11 |
2 | 7 | Oregon Byrds | Jens A. Hansen | 4,31 | 201 | 5 |
3 | 8 | Olinka Trolde | Jens A. Hansen | 3,87 | 469 | – |
4 | 8 | Bruce All Mighty | Ken Ecce | 4,48 | 730 | – |
5 | 10 | Master Park | Steen Juul | 2,28 | – | |
![]() |
Gevinst:
1.239 kroner til 33 rækker med fem rigtige
Vi noterede også karrierens første sejr til NFT-amatøren Erik Michael Drewsen, som vandt det indledende formløb med Merkur (Sirocco Spur). 41-årige Drewsen fik amatørlicens sidste år og i niende forsøg kom så den første sejr.