Donato Hanover dominerer BC-finaler
Vel ikke helt uventet er der flest afkom efter Donato Hanover, når der lørdag den 29. oktober køres finaler i Breeders Crown-løbene for 2-åringer.
I nat blev der afviklet indl. afdelinger for 2-åringer til Breeders Crown på Woodbine, og når de to finaler køres næste lørdag, så er fem ud af de tilsammen 20 startende 2-åringer efter Donato Hanover!
Og muligheden for at et Donato Hanover-afkom vinder begge finaler må siges at være ret stor.
Hos hopperne er Check Me Out den store favorit – hun vandt sikkert forsøget i nat i 1.11.9 foran den hidtil ubesejrede For A Dancer og Aunt Mel.
Hendes formodede hårdeste konkurrent – og den eneste, der hidtil har besejret Check me Out, nemlig Win Missy B – startede ikke, da man udnyttede det wild-card de to mest vindende heste havde fået til at gå direkte til finalen.
Sidst de to mødtes var Check me Out i øvrigt den bedste, idet hun vandt med to længder.
Cowboylands Unocommon Night klarede sig også til finale, selv om den galoperede på opløbshjørnet, hvor den lå en på syvende-plads 9 længder efter Check me Out, og sluttede som nummer otte over mål.
Hos hingstene er Donato Hanover’s bedste vinderchance Possess The Will efter dens sejr i det første forsøg.
Possess the Will nedkæmpede sikkert favoritten, Magic Tonight og sejrede i 1.12.2. Her var en anden Donato Hanover-søn, From Above en skuffende nummer fem – den kom med fire sejre i træk.
Det andet forsøg vandtes forholdsvis sikkert af Uncle Peter i 1.12.7 foran outsideren Archangle.
Uncle Peter debuterede den 5. juli i 1.11.6 og var længe verdens hurtigste 2-åring – imidlertid har den haft store problemer med en virus, og starten i nat var blot dens femte, hvor de fleste af de amerikanske top 2-åringer har startet mindst dobbelt så mange gange.
Uncle Peter var tredjefavorit i løbet – storfavoritten Big Chocolate (Chocolatier), der senest havde vundet en fem længders sejr i 1.11.3 i Lexington, galoperede sig ud af Breeders Crown efter 400 meter.
Her følger startlisterne til 2-åringers Breeders Crown – i aften køres der forsøg til 3-åringernes løb.
Breeders Crown finale – 2-årige hingste
1. Archangel (Credit Winner)
2. Little Brown Fox (Muscles Yankee)
3. Uncle Peter (Cantab Hall)
4. Possess The Will (Donato Hanover)
5. Magic Tonight (Andover Hall)
6. Appomattox (Yankee Glide)
7. Prestidigitator (Kadabra)
8. Royal Shyster (RC Royalty)
9. From Above (Donato Hanover)
10. American Gangster (Andover Hall)
Breeders Crown finale – 2-årige hopper
1. Talbotcreek Jewely (Muscles Yankee)
2. Circles (Majestic Son)
3. Lima Playmate (Credit Winner)
4. Check Me Out (Donato Hanover)
5. Win Missy B (Conway Hall)
6. Real Babe (Donato Hanover)
7. Miss Paris (Kadabra)
8. Uncommon Night (Donato Hanover)
9. For A Dancer (Conway Hall)
10. Aunt Mel (Yankee Glide)