Dødsfald: Niels Mikkelsen
Den bornholmske opdrætter og tidligere amatørkusk, Niels Mikkelsen – manden bag Klinteby-hesten – er død. Han blev 85 år.
Niels Mikkelsen startede som opdrætter i 1959 – altså året før åbningen af Bornholms Travbane i 1960 – med Eline Klinteby, og siden fulgte en perlerække af talentfulde Klinteby-heste, som gennem årene har vundet et utal af løb især på Bornholm. Heste som Benito Klinteby vandt 81 løb, men Herguth, Pacheo, Flying og Laredo Klinteby vandt også alle over 40 løb – for blot nu at nævne de allerbedste.
Niels Mikkelsen fik amatørlicens i 1962 og vandt i alt 399 løb inden han som 70-årig sluttede karrieren i 1998. Det blev bl.a. til fire championater på hjemmebanen, ligesom Niels Mikkelsen i 1980 blev den første vinder af DM for Amatører.
“Arvefølgen” efter Niels Mikkelsen – som i en årrække også sad i Bornholms Travselskabs bestyrelse – er forlængst sikret med sønnerne Frank og Niels Mikkelsen, som også begge har været blandt de dominerende navne i bornholmsk travsport i mange år, ligesom børnebørnene Therese, Simone og Jonas Mikkelsen også er aktive på travbanen.
Ære været Niels Mikkelsens minde.