13 jan2011
Dødsfald: Jørgen Olsen
Fhv. trænerchampion på Lunden, Jørgen Olsen, døde i går. Han blev 73 år.
Jørgen Olsen var træner på Lunden igennem hele sin karriere, der sluttede i 1985, hvor han vandt sin sidste start med Jarl Ixa.
Det store gennembrud kom i 1966 med sejren i Dansk Trav Derby med Hansa, men Jørgen Olsen huskes også som manden bag toptravere som Lasse Tally Ho, Royal C, Ove Juul og Seminent.
Det blev til fire championater på hjemmebanen i årene 1971-74 og i alt vandt Jørgen Olsen 1.032 løb.
Efter han stopper som træner var Jørgen Olsen fast gæst på Lunden – senest i søndags – ligesom han næsten hver dag hjalp til hos træner Jens Simonis på gården i Lystrup.
Jørgen Olsen efterlader sig hustruen Inge og børnene Lene og Lars.