Dødsfald
En af travsportens store ildsjæle, Lars Løfgren er død, 49 år gammel
Lars Løfgren var ved sin død formand for Charlottenlund Travamatørklub og i fuld gang med at planlægge DM for Travamatørkuske, der skal afholdes på Charlottenlund Travbane dagen før Copenhagen Cup.
Så sent som i sidste uge modtog vi her på Travservice.dk en mængde materiale om denne store begivenhed, fra Lars.
Lars Løfgren var født ind i travsporten som søn af træner Leif Løfgren.
En overgang drev han en udstyrsbutik fra den gamle benzintank, der var på parkeringspladsen ved staldterrænnet, ligesom han i en periode var ansat som marketingsmedarbejder i Det Danske Travselskab.
At han kørte TU-løb og siden fik amatørlicens var en selvfølgelighed.
Lars Løfgren var tidligt med i bestyrelsesarbejdet i amatørklubben på Lunden ligesom han blev formand for Foreningen af Danske Travamatører – FDT, hvor han gennem flere år udførte et stort og uegennyttigt arbejde.
I de seneste år var Lars Løfgren stærkt plaget af sygdom, men når det var muligt så kom han til trav på Lunden – ellers fulgte han løbene på computeren hjemme.
Det sidste halve år så det ud til, at Lars Løfgren havde fået det bedre – og han så virkelig frem til at være med til at arrangere det kommende DM på Lunden.
Den oplevelse fik han desværre ikke.
Som nævnt i indledningen er det en af travsportens store ildsjæle, der nu er gået bort, og det kunne være flot af Charlottenlund Travbane at mindes Lars Løfgrens store indsats for amatørsporten ved at kalde banens store amatørløb for Lars Løfgrens Mindeløb.
Det ville virkelig ære hans minde.
Karsten Bønsdorf