Dødsfald
Tidligere travtræner Ib Hansen (Nivernaver) er død, 86 år gammel.
Travsporten var Ib Hansens store passion i livet, og som ung rejste han til USA for at arbejde hos nogle af de største trænere på den tid.
Han kom tilbage og var en overgang træner i Skive, hvor han blev trænerchampion i 1968,
Da Billund Trav åbnede i 1971 flyttede Ib Hansen dertil.
Han fik hurtigt en stor og velfungerende stald, som han drev i mange år.
Efter han lukkede sin egen stalddør kom han i mange år fast hos træner Gitte Madsen, hvor han hjalp med råd og dåd.
I sin aktive periode kunne Ib Hansens temperament slå gnister, men ellers var han en behagelig og vidende person.
Kærligheden til USA tabte han aldrig og selv i en høj alder rejste han ofte derover og kørte USA rundt på kryds og tværs.
Gennem de seneste år svigtede helbredet – til slut var astmaen så alvorlig at Ib Hansen dårligt kunne bevæge sig og fredag den 8. februar ved 18-tiden sov han stille ind. En lungebetændelse fik bugt med ham.
Jeg husker med glæde tilbage på gode stunder i ”Nivernavers” selskab.
Karsten Bønsdorf