Dobbelt Nurmos i det finske derby
Den finsk-svenske træner, Timo Nurmos kan få en jubel-weekend – lørdag eftermiddag fik han dobbeltsejr i det finske travderby på Vermo – og søndag eftermiddag har han fire heste til start i det svenske travderby på Jägersro.
Seabiscuit (Credit Winner) med Jorma KOntio var storfavorit til sejren i det finske derby efter en meget sikker sejr i derbyprøven.
Og Seabiscuit skuffede ikke.
Efter en rolig indledning bragte Kontio den frem til spids efter 500 meters kørsel, og så var der ikke megen spænding tilbage i det løb.
Staldkammeraten Embassy Caviar (Varenne) med Ari Moilanen fulgte med pænt med i ryg og blev også trukket ud i angreb ind på opløbet, men havde ingen mulighed for at komme i infight med Seabiscuit, der sejrede helt efter behag i 1.14.1a/2600 m -Embassy Caviar tog andenpladsen i 1.14.3, mens en godt afsluttende Sunrise Lover (Love You) med Esa Holopainen blev nummer tre i 1.14.5.
Seabiscuit fik 100.000 Euro for sejren, der var dens 7. i karreren i blot otte starter – i alt er det blevet til 116.559 Euro.
Vindertiden 1.14.1 var ny rekord for det finske derby – den gamle rekord var sat af Ribaud (In Love With You) og lød på 1.14.4.
Moderen til Seabiscuit, Candy Tilly er efter Sugarcane Hanover – Nice Tilly ved franske Fakir de Vivier – Nice Tilly er helsøster til Icora Tilly, der bl..a. er moder til Victory Tilly.