Tre gange Jensen på Åby
Flemming Jensen havde i alt syv heste til start på Åby i aften og “Ismanden” kunne rejse hjem med tre sejre i bagagen.
Først blev det til en dobbeltsejr i 7. løb. Træneren var selv favorit med Ovita Bork, der svarede indersporet fra start i stenhårdt tempo – 1.08,2 de første 500 meter – men herefter fik Flemming Jensen dæmpet betragteligt.
Staldkammeraten Our Dream (Little Devil) med Kenneth Haugstad i sulkyen kom frem udvendig og overtog føringen med ca. 750 meter tilbage for siden at vinde en sikker sejr i tiden 1.13,7a/1640 meter.
Ovita Bork sluttede fint af på open stretch – var chanceløs mod vinderen, men gik et topløb efter en hård åbning.
Norskejede Our Dream fik 50.000 SEK for sin anden sejr i træk, mens der var 22.000 SEK til Ovita Bork.
Senere var Flemming Jensen selv på pletten med Intenzo (Spotlite Lobell) i tiden 1.16,6a/2140 meter efter et løb i andet par udvendig og en fin afslutning i sporene. Førstepræmie: 30.000 SEK.
Tredje og sidste sejr kom med Ozzy Osbourne (Ride the Night) efter en ganske overbevisende præstation i et såkaldt P21-løb.
Fra 40 meters tillæg blev Ozzy Osbourne taget roligt fra start, men efter ca. 1500 meter gik Flemming Jensen ud i tredje-fjerde spor med sin hest og med 500 meter igen landede parret udvendig for den førende Lion McGuire, der efter en medrivende opløbsduel blev passeret på de sidste meter til sejr i tiden 1.15,5/2180 meter.
Ozzy Osbourne fik 12.000 SEK for sejren.