DM næste gang for O’grady
O’grady som ventet overlegen i Hurtigklasseløbet i Århus – næste gang gælder det Mesterskab for Danmark.
Der var fuld knald på fra start, hvor Morten Friis forsøgte at svare indersporet med Politiken. Det lykkedes også i første omgang, men i første sving rullede Politiken over i galop og herefter var der reelt kun én hest på banen.
Efter 12-tempo de første 500 meter fik Flemming Jensen dæmpet til 1.15,7 den første kilometer, men ind på opløbet kom der igen fart over feltet og i suveræn stil passerede O’grady målstregen i tiden 1.13,8a/1800 meter.
– Han var frisk og har været det hele dagen, så der har ikke været nogen panik overhovedet, sagde Flemming Jensen efter sejren.
– Hvis Morten havde valgt at køre til for alvor, havde det måske ikke været muligt at få spids, men nu tog han lidt op i sin hest og så blev det noget lettere. Hvis det havde været “den rigtige vej” (venstre rundt) tror jeg ikke vi havde fået spids så let.
– Det er klart at med 15-tempo den første kilometer, er der ikke mange der ta’r ham de sidste 800 meter. Jeg har været mere og mere tilfreds med ham i træning, hvor han føles stærkere og stærkere, så det bliver nok DM (Mesterskab for Danmark køres 28. juli på Lunden) næste gang og så er det måske kun Gulddivisionen, der er relevant.