Det var tider!
Efter Tarok med Jørn Laursen havde vundet EM for 5-åringer i 1977 gik der otte år før en dansk ekvipage atter kom på vinderpladsen, men så skete det også to år i træk!
Granit Bangsbo med Steen Juul var kæmpefavorit, da EM for 5-åringer i 1985 skulle afvikles på Schaesberg-banen i Holland.
Banen var forholdsvis ny og havde fået dette arrangement for at få lejlighed til at promovere sig i lokalbefolkningen.
Lige meget hjalp det for nogle år efter lukkede banen.
Jeg husker i øvrigt, at banelegemet havde samme farve som på Vincennes, og nu lå den også i et kulminedistrikt, så det var jo nærliggende at få materialer derfra.
Ja, jeg var på plads, for vi jo nogle entusiastiske forholdsvis unge mennesker, der tog turen til Holland for at følge Granit Bangsbo og Steen Juul.
Granit Bangsbo havde allerede som 3-åring etableret sig som en af årgangens topheste, og duellerne med derbyvinderen Game Høgh og Granit Bangsbo var i disse år det store nummer.
Turen til Holland skulle naturligvis finansieres ved at hente en masse penge på Granit Bangsbo i totalisatoren, og det blev da også til en pæn sjat, selv om vinderodds blot var 1,10!
Ja, så stor en favorit var Granit Bangsbo i løbet – vel nok også fordi vi trods alt var en del danskere på plads.
Men vi var nu heller ikke karrige med at fortælle alle og enhver om, at Grant Bangsbo ville vinde løbet helt efter behag.
Løbet blev da også en ren formsag for Granit Bangsbo med Steen Juul, der lagde sig i spids med det samme, og blev der let løbet ud og sejrede suverænt i 1.16.9a/2100 meter.
Og så blev der fest – så vidt jeg husker.
Allerede året efter fik Danmark igen en vinder i EM for 5-åringer, men den historie kommer først søndag.