Det koster kassen i USA
At det er meget dyrt at have en hest med i de store stakes-løb i USA er almindelig kendt, og her er et eksempel på hvor dyrt det egentlig er.
Den 15. februar skal der anmeldes til to af de store forprøver på The Meadowlands til hhv. Hambletonian og Hambletonian Oaks.
Løbene Delvin Miller Memorial for hopper og Stanley Dancer Memorial for hingste er sweepstake-løb, hvor banen på forhånd skyder hhv. 50.000 dollars ind hos hopperne og 75.000 dollars ind hos hingstene.
Resten af præmiesummen kommer fra hesteejerne, og der er fuld offentlighed omkring regnskabet på løbene – ja, ikke kun disse to løb, men alle sweepstake-løb i USA.
Starter man en hest i et af de to løb er man totalt af med 7.500 dollars – eller i dagens kurs 41.000 kroner!
Dette beløb er fordelt på fem behagelige rater, nemlig således
15. februar – anmeldelse – 500 dollars
15. marts – 1.000 dollars
15. april – 1.500 dollars
15. maj – 2.000 dollars
Startmelding 2.500 dollars
Løbene køres lørdag den 13. juli og man forventer en præmiesum på 245.000 dollars hos hopperne og 303.500 dollars hos hingstene.
Og der er mange andre stakes-løb at betale til!