Det her er vildt!
På travoggalop.dk kunne man forleden læse om at et ”fuldstændigt vanvittigt” travløb i Frankrig – nu er den pågældende journalist ikke specielt pålæst på hestevæddeløb, så det var en noget overdreven overskrift.
Men på følgende link nederst i denne historie kan du opleve et fuldstændigt vanvittigt løb, der er afviklet på en landevej i Irland.
To heste dyster på en trafikeret vej med såvel mod- som medkørende trafik og for det ikke skal være løgn, så kører der en politibil foran dem!
Egentlig var det jo på denne måde at travløb – kapkørsel med hest – opstod i arilds tid, og i England og i Irland finder denne form for hestevæddeløb fortsat sted – primært arrangeret af zigeunere.
Men også andre kan deltage.
For over 30 år siden havde jeg kontakt til nogle engelske travsportsfolk, der var i bilbranchen.
De deltog ofte i den slags væddeløb på motorvejene omkring London. Her mødtes de indviede tidligt søndag morgen, og så blev der væddet om udfaldet. Og det var store penge, der var i omløb.
På et tidspunkt havde mine engelske venner fået den ide, at de ville købe en svensk koldblodstraver, for den ligner – eller gjorde i hvert fald tidligere – en arbejdshest, og så kunne man jo snyde sine ”modstandere” ved at have en hest, der ikke lignede noget, men som kunne trave hurtigere end f.eks. en engelsk almindelig kørehest, som den så skulle matches mod.
Den ide var jo meget god, og vi var da også på en tredages rundt i Sverige, hvor vi så på koldblodstravere.
Et sted – et godt stykke nord for Stockholm – prøvekørte en af de distingverede engelske gentlemen iført diplomatfrakke og blød hat en koldsblodstraver ude på en skovvej – det var mørkt og der var sne, og vi andre kørte i en bil bagved for at belyse vejen, hvor han skulle køre!
Vi beså også koldblodstravere ved dagslys andre steder i Sverige.
Det var en tur, der kostede dem kassen, men de fik aldrig købt nogen koldblodstraver.
Og nu er du klar til at se linket fra Irland – klik her