Derbyweekend – søndag: 7. løb
Photo Vategård (S J’s Photo) – der ejes og trænes af Århus-amatøren Karsten Holm (Mr Green) – overlegen i Sydbuss Derby Consolation 2011 for Rene Kjær efter forrygende afslutning.
Der var fuld knald på fra start med Prada Dirt hurtigst afsted med Pikachu C N udvendig og 1.11,6 de første 500 meter.
Tempoet blev efterfølgende dæmpet lidt og Pondus Bork kom frem til andet par udvendig med storfavoritten Partout Simoni i ryg. Kilometeren gik efter 1.13,4.
I opløbssvinget var der udsolgt for Prada Dirt, der kort efter galoperede – Pikachu C N overtog kortvarigt, men langt ude i banen kom Photo Vategård flyvende og sejlede forbi til knusende overlegen sejr i tiden 1.13,5a/2000 meter foran Pikachu CN og Prince Flirt.
– Jeg fatter det sgu ikke rigtigt; den her afslutning og vattet i ørerne i behold over mål – det er bare helt fantastisk. Det var synd han ikke kunne være med i Derbyet. Bare den måde han gjorde det på i sidste sving, hvor han var ved at galoperede af bare friskhed. Jeg ved ikke hvad de har givet ham at spise i ugen op til Derbydagen, men han var utrolig fin i dag. Hvis han var blevet presset, havde han gået 12 og en stor brøk – det er jo helt sindsygt! jublede Rene Kjær i vindercirklen.