Derbyweekend – søndag: 1. løb
Kim Pedersen indledte Derbydagen med en overraskende sejr i Amatør Elite Cup-finalen bag Arne Normann-trænede Osvald H (Earthquake), da favoritten Knight Spring gik ned trods føring fra start.
I går vandt Kim Pedersen med Pete Lykkegård og nu slog Aalborg-amatøren til igen med staldkammeraten Osvald H, der efter et afventende løb i tredje par indvendig, kom perfekt ud til angreb i sidste sving og sluttede fint af til rimelig sikker sejr.
Det lignede ellers den ventede sejr til Knight Spring med Peter Visti, der som ventet kunne tage spids fra start og afviklede den første kilometer efter 1.15,8, men midt i sidste sving var den “udsolgt” og Cool Street tog over.
Sidstnævnte var dog mærket efter et løb i dødens og måtte snart slippe til Osvald H, der holdt hele vejen til mål til sejr i tiden 1.15,8a/2000 meter foran en fint afsluttende Neo Monarch. Cool Street holdt dog fortjent tredjepladsen.
– Hvis man har holdt øje med hesten, har vi hele tiden forsøgt at køre indvendigt for at gi’ den noget moral så den var klar til et løb som i dag. I sidste sving kunne jeg se de skulle være gode for at slå ham, sagde Kim Pedersen, som nærmest kan gå på vandet i øjeblikket. Sejren i dag var således den 23-årige amatørkusks femte sejr på stribe!
En herlig triumf også for Arne Normann og ikke mindst Osvald H’s opdrætter og ejer, Svenn Gregersen, som efter eget udsagn har forsøgt i 40 år at vinde en Derbyvase!