Derbyweekend – lørdag: 7. løb
Jan Friis-trænede Paula Vang (Buvetier d’Aunou) til tops i “Hoppe Derbyrevanchen” – Local Conch Race – efter føring det meste af vejen for Birger Jørgensen.
Samtlige 12 heste var med i Hoppe Derbyprøverne, men formåede ikke at kvalificere sig til Dansk Hoppe Derby.
Totalisatorfavoritten Puk var hurtigst afsted fra start, men det endte i galop ind i første sving og så kunne Birger Jørgensen overtage føringen med Paula Vang, der siden kunne dirigere løbet til sikker sejr efter en ganske udmærket præstation.
Første 500 meter gik efter 1.12,0 og kilometeren efter 1.16,1.
Efter 750 meter kom Parks Winner frem til dødens, hvilket gav andet par udvendig til Pigen Fra O’malley og tredje par udvendig til Pippi Gammelsbæk, som Jeppe Juel tog kraftigt op med på første langside da han ikke ville sidde i dødens.
Parks Winner fulgte Paula Vang til dørs, men måtte slippe grebet midt på opløbet og nøjes med tredjepladsen bag en stærkt afsluttende Papaya Derm.